Lucas Andersen er en af Superligaens hotteste spillere – og nu melder en europæisk topklub sig ind i jagten på AaB-stjernen.

Selv om rygtemøllen er gået mere eller mindre i stå, i takt med at coronakrisen har lammet fodboldverdenen og formentlig kommer til at påvirke det kommende transfervindue, så arbejder de fleste klubber på højtryk i kulissen for at finde forstærkninger til den kommende sæson.

En af dem er Besiktas, som har sporet sig ind på Lucas Andersen som en af de spillere, storklubben vil gå efter til sommer. Det kan man høre i denne uges udgave af B.T.s fodboldpodcast 'Transfervinduet'.

Det er den tyrkiske avis Akit, som skriver, at den store Instanbul-klub har brændt sig varm på Lucas Andersen, som har leveret stærkt siden sit comeback til Superligaen for halvandet år siden.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det har Besiktas-træner Sergen Yalcin da også registereret. Ifølge Akit er træneren i corona-karantæne. De 10 dage i karantæne i sit hjem har Yalcin udnyttet til at søge på billige og driftsikre spillere i scouting-systemet Wyscout.

Et af navnene, der dukkede op i søgningen, var Lucas Andersens, og nu har Yalcin, efter at have studeret den tidligere Ajax Amsterdam-spiller nærmere, anbefalet klubledelsen at gå efter den 25-årige dansker.

Besiktas, som skuffende er på femtepladsen i den tyrkiske liga, ønsker at skifte transferstrategi, så de fremover vil droppe at købe mere eller mindre afdankede og dyre stjernenavne og i stedet satse på billigere og yngre spillere.

I AaB er man udmærket klar over, at Lucas Andersen er en attraktiv vare, som meget muligt kan sælges til sommer.

Lucas Andersen var i spil i landskampen mod Luxembourg i oktober.
Lucas Andersen var i spil i landskampen mod Luxembourg i oktober. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Han er en fantastisk spiller, så han er selvfølgelig interessant for store klubber ude i Europa. For os som klub handler det om at finde den rigtige timing i forhold til et eventuelt salg sammen med Lucas og hans rådgiver,« siger sportschef Inge André Olsen

Nordmanden, som havde første arbejdsdags som AaB-sportschef i dag, er ikke videre overasket over, at en klub af Besiktas' størrelse holder øje med Andersen, selv om han ikke kender til historien. Han vil dog ikke sige om et salg allerede til sommer er planen.

»Der er intet, der er urealistisk. Vi siger ikke nej til nogen, hvis vi får den rigtige pris. Så er spørgsmålet, hvad den er. Men Lucas er en spille, som vi sætter stor pris på i AaB, som leverer rigtigt godt, og en spiller, som vi skal have en erstatning klar for, hvis vi sælger ham,« siger Inge André Olsen.

'Transfervinduet' har forgæves forsøgt at få fat i Lucas Andersens agent, Anders Wallsten.