»Der er ingen vej i FC København for Khouma Babacar under mig.«

Så klar er meldingen fra FCK-træner Jacob Neestrup om den angriber med det prangende cv, der for blot under et år siden blev hentet til hovedstadsklubben i privatfly og hurtigt fik tilnavnet 'Copenhagen Superstar'.

Superstjernen er dog lynhurtigt røget ud af rampelyset, og til vinter er det helt sikkert: Han skal videre fra FC København.

Næppe så overraskende, når man ser på den 29-årige angribers efterår i FCK, hvor han flere gange efter Neestrups ansættelse ikke engang har kunnet få plads i en ufuldstændig trup – og nu fortæller chefen for FCK, så hvorfor.

FCKs Khouma Babacar efter en chance under kampen mellem FC København og FC Nordsjælland i Parken, søndag 20. marts 2022. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
FCKs Khouma Babacar efter en chance under kampen mellem FC København og FC Nordsjælland i Parken, søndag 20. marts 2022. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Han skal videre. Hans kompetencer, hvor han har en enorm spidskompetence i at skulle løbe dybt, kommer ikke så godt til sin ret i vores system nu, hvor vi spiller med én angriber. Han blev hentet til en formation, der primært lignede en 4-4-2.«

»Og som træner er man nogle gange nødt til at gå all in på at lykkes mere med nogle spillere – og det går ud over andre,« siger FCK-træneren til B.T. og afviser, at Babacar skulle have gjort noget uden for banen, der har sendt ham bag i køen:

»Overhovedet ikke. Han har været topprofessionel.«

Den 29-årige angriber er ikke den eneste, der denne vinter kan være på vej ud. For ifølge FCK-bossen bliver det vigtigste i januars transfervindue at få skåret FCK-truppen fri for overskydende vægt.

»Selvfølgelig kommer der nok en spiller ind. Men det vigtigste er, hvad der skal den anden vej, hvor nogle er for langt fra spilletid. Det er vigtigt, at alle spillere føler, at der ligger en bid til dem rundt om hjørnet, hvis de passer deres arbejde og bidrager hver dag,« siger cheftræneren, der blandt andet ikke har givet meget spilletid til typer som kantspilleren Paul Mukairu og Peter Ankersen.

De to kan meget vel stå på affyringsrampen, men Jacob Neestrup vil blot holde det til, at 'tiden må ses an', hvad angår andre spillere end Babacar.

Hvad angår spillertilgange, så er det sikkert og vist, at FCK kommer til at handle – men hvad der smides i kurven, er måske ikke helt oplagt, for cheftræneren er særdeles glad for, hvordan truppen ser ud.

»Vi skal have de tilgange, der vil være naturlige, og det kommer jo an på, hvordan det hele udvikler sig. Det har vi selvfølgelig en plan for.«

Jacob Neestrup har store forventninger til den blot 18-årige midtbanespiller, der viste sig frem i løbet af efteråret.
Jacob Neestrup har store forventninger til den blot 18-årige midtbanespiller, der viste sig frem i løbet af efteråret. Foto: FABIAN BIMMER
Vis mere

»Men helt ærligt – og det er ikke for at snakke udenom – så synes jeg, at truppen er god. Mange siger, vi mangler en sekser, men vi har William Clem, der måske kan være den bedste sekser herhjemme om 12-15 måneder.«

»Mange siger, vi mangler et alternativ til Andreas Cornelius, og nogle vil endda have en anden end ham. Men hver gang vi har spillet med ham (i Superligaen, red.), har vi vundet. Og det er svært at finde et bedre alternativ end Hákon Haraldsson, hvis du spørger mig,« lyder det fra cheftræneren, der altså har kæmpe tiltro til, at truppen i FCK kan hente mesterskabet hjem trods lang afstand til førstepladsen, FC Nordsjælland.

»Truppen har over de sidste måneder vist, at den er yderst kompetitiv i forhold til at nå vores mål, og den kan og skal stadig forbedre sig. Problemet i forhold til at vinde Superligaen er ikke vores trup. Det er, at vi er otte point bagud.«

Du kan høre mere om FCKs kommende transfervindue i B.T.s podcast Transfervinduet i afspilleren over artiklen.