I Brøndby er man klar til at bruge lidt flere penge på transferer, end man tidligere har gjort.
Og det var allerede tæt på at blive til virkelighed i januars transfervindue, hvor Brøndby lurede på især én spiller, kan B.T. fortælle.
Som man kan høre i denne uges udgave af 'Transfervinduet', håbede de danske mestre, at man kunne have hevet en stor transfer i land på Vestegnen. Så stor, at der ville have været tale om en transferrekord inden for de seneste otte.ti år.
Ifølge B.T.s oplysninger var der tale om en svensk landsholdsspiller, men det lykkedes ikke at få det hele på plads i denne omgang. Som B.T. forstår det, faldt handlen på, at spillernes klub ikke var villige til at slippe spilleren.
Brøndbys storaktionær og bestyrelsesformand, Jan Bech Andersen, fortalte i et interview med B.T. i sidste uge, at der da også var ting, der ikke helt lykkedes i januar, selvom man forsøgte. Og selvom man ikke nødvendigvis kan følge med konkurrenterne FC Midtjylland og FC København, er Brøndby generelt klar til at bruge lidt flere penge på spillerne.
»Vi sendte nogle markante profiler af sted, og vi kiggede på, hvordan vi kunne få de positioner genbesat. Det har vi fået, men det var også nogle ting, der ikke lykkedes, fordi vi ikke kunne få fat i de spillere. Det arbejder vi videre med. Men bare fordi de andre skruer op, gør vi ikke det samme med vores forretning. Det går simpelthen ikke,« lød det fra Jan Bech Andersen, der også sagde:
»Vi skal være klar til at lave de rigtige investeringer og give lidt flere penge for de rigtige spillere. Dels skal de kunne støtte nogle af de unge spillere, hvis det er etablerede spillere, vi henter, eller så skal det være unge spillere med stort salgspotentiale. Det er ingen hemmelighed, at det er vores strategi.«
Helt tomhændet kom Brøndby dog ikke ud af januar. Her hentede man blandt andre Joe Bell i norske Viking, Carl Björk kom til fra Nörrköping, mens Frederik Alves blev købt i West Ham. Siden har man også gjort angriber Marko Divkovics kontrakt permanent. Inden var han kun i klubben på et lejemål.