Nye ansigter ind – gamle kendinge ud.

Denne sommers transfervindue kommer til at byde på en stor udskiftning i forsvarsrækkerne i Brøndby IF.

Anfører Benedikt Röcker er allerede sendt til Tyskland, og også Paulus Arajuuri ligner en færdig mand på Vestegnen. Den finske forsvarers kontrakt løber ud til vinter, og den ventes ikke at blive forlænget, lyder det fra kilder til B.T. Sport.

Klubben håber at sælge den 31-årige finne denne sommer. Derudover peger meget på, at den nye Brøndby IF-træner, Niels Frederiksen, i første omgang vil indarbejde et tremands-forsvar i Brøndby IF. Derfor skal der hentes to til tre forstærkninger ind, da forsvarstalentet Joel Kabongo er langtidsskadet.

Foto: Scanpix Ritzau / billedmontage
Vis mere

Ifølge B.T.'s oplysninger er svenske Sebastian Holmén fortsat i spil i Brøndby IF og tættest på at være første sommerkøb, men nu er også Jeppe Tverskov fra OB et varmt emne i klubben. Det kan man høre mere om i B.T.s podcast 'Transfervinduet' nederst i artiklen.

26-årige Tverskov har haft en stor sæson på Fyn, og han er klar til et klubskifte. OB forlanger dog en pris, som Brøndby IF finder for høj i forhold til, at han kun har et år tilbage af sin kontrakt.

Derudover skulle OB ikke være vilde med tanken om at skulle levere profiler til konkurrenterne fra Vestegnen, som de ikke mener er over dem i fødekæden i Superligaen. Derfor kan en transfersaga med Tverskov i hovedrollen, som også mediet Sport Fyn har dækket, trække ud sommeren over.

27-årige Sebastian Holmén, som er bror til den tidligere Brøndby IF-profil Samuel Holmén, har i de seneste tre og en halv sæson spillet i Dynamo Moskva. Han er nu officielt færdig i den russiske klub.

Holmén-lejren har været i positiv dialog med Brøndby IF-ledelsen, men lurepasser på, om der skulle dukke en mere lukrativ mulighed op. Blandt andet har græske AEK Athen været nævnt på rygtebørsen. Der ventes en afklaring inden for en til to uger.

Endelig er det ikke udelukket, at Johan Larsson laver et overraskende comeback i Brøndby-trøjen. Den 29-årige svenske højreback er rykket med sin franske klub, Guingamp, som han skiftede til i vinter.

Den tidligere Brøndby-anfører har kun spillet fire kampe i Frankrig siden sin ankomst.

Kommer Larsson retur, vil han muligvis blive holdkammerat med den senegalesiske U20-landsholdsspiller Formose Mendy, der er til prøvetræning i Brøndby IF i de næste uger.