I AaB spiller Rasmus Thelander og Jacob Rinne. I FC Nordsjælland spiller Magnus Kofod. I Vejle spiller Allan Sousa. Og i AGF fik Jakob Ankersen lov til at spille til det sidste af sin udgående kontrakt.

Men i den aarhusianske klub blev der med ti kampe tilbage af sæsonen pludselig truffet en beslutning om, at Jon Dagur Thorsteinsson ikke skulle på banen trods stor mangel på spillere med hans kompetencer.

Forklaringen fra AGF-ledelsen inden kampen mod Vejle lød på, at den islandske landsholdsspiller med sportschef Stig Inge Bjørnebyes ord har sagt nej til »et meget flot tilbud om en kontraktforlængelse«.

Nu kan B.T.s podcast 'Transfervinduet' fortælle om indholdet i den aftale, der ikke blev underskrevet, og som har kostet Jon Dagur Thorsteinsson den sidste del af sæsonen i klubben.

Ifølge B.T.s oplysninger fik den 23-årige spiller et tilbud om at forlænge kontrakten og få en løn i niveauet 2,2-2,7 millioner kroner om året.

Det er ikke den bedste kontrakt, der er i AGF-truppen, men stadig en flot løn i det leje, som stjernespilleren Jack Wilshere får.

Det har dog ifølge B.T.s oplysninger aldrig været den økonomiske del i kontraktforslaget fra AGF, der har gjort udslaget, men derimod de sportslige årsager.

Forholdet mellem træner David Nielsen og Jon Dagur Thorsteinsson er ifølge B.T.s kilder fint, selv om spilleren til tider har været irriteret over, at han i sidste sæson var den næstmest udskiftede spiller i Superligaen.

Men han føler ikke, at udviklingen går den rigtige vej i AGF, blandt andet grundet de mange udskiftninger på assistenttrænerposten, og derfor ser han sig om efter en ny klub efter sommer.

Samtidig har det aldrig været på tale at skifte til andre danske klubber end AGF, så nu tyder alt på, at Jon Dagur Thorsteinsson er helt færdig med Superligaen.