Der bliver ikke nogen VM-oplevelse for AGF-målmanden Aleksandar Jovanovic.

Jovanovic var en af de fire spillere, der var skåret fra, da landstræner Mladen Krstajic fredag offentliggjorde sin endelige VM-trup.

Samme sure oplevelse fik Schalke 04-stopperen Matija Nastasic, der under normale omstændigheder er stamspiller på landsholdet.

Han har dog ikke været i kamp, siden han i april pådrog sig en knæskade, og det er samme skade, der nu koster ham en tur til Rusland.

De to sidste spillere, der har trukket en nitte i VM-lotteriet, er Nemanja Maksimovic (Valencia) og Mijat Gacinovic (Frankfurt).

Sidstnævnte blev for knap to uger siden tysk pokalhelt ved at score Frankfurts tredje mål i finalesejren på 3-1 over Bayern München.

Serbien indleder VM 17. juni mod Costa Rica. Herefter venter opgør mod Schweiz og Brasilien.

Her er den serbiske trup:

Målmænd: Vladimir Stojkovic (Partizan Beograd), Predrag Rajkovic (Maccabi Tel Aviv), Marko Dmitrovic (Eibar).

Forsvarere: Aleksandar Kolarov (AS Roma), Branislav Ivanovic (Zenit Sankt Petersborg), Dusko Tosic (Guangzhou R & F), Antonio Rukavina (Villarreal), Milos Veljkovic (Werder Bremen), Milan Rodic (Røde Stjerne), Uros Spajic (Krasnodar), Nikola Milenkovic (Fiorentina).

Midtbanespillere: Nemanja Matic (Manchester United), Luka Milivojevic (Crystal Palace), Sergej Milinkovic-Savic (Lazio), Marko Grujic (Liverpool), Adem Ljajic (Torino), Dusan Tadic (Southampton), Filip Kostic (Hamburg SV), Andrija Zivkovic (Benfica), Nemanja Radonjic (Røde Stjerne).

Angribere: Aleksandar Mitrovic (Newcastle United), Aleksandar Prijovic (Paok), Luka Jovic (Benfica).

/ritzau/