Hvis vundne medaljer er lig med kvalitet, så har Superligaens samlede trænerkollegium aldrig været bedre end netop nu. Der sidder nu 12 trænere på bænken, som sammenlagt har vundet 20 Superligamedaljer – plus en enkelt østrigsk bronzemedalje til Lars Søndergaard.
En historisk opgørelse over Superligatrænernes medaljehøst gennem tiden, som BT har lavet i samarbejde med danskfodbold.com, viser, at aldrig tidligere har der været en trænergruppe med så mange medaljer i bagagen. Ved denne sæsons begyndelse sad der trænere med i alt 13 vundne medaljer på CV’et, men siden er Ove Pedersen, Kasper Hjulmand og Glen Riddersholm vendt tilbage, og det har tilført yderligere syv medaljer.
Peter Rudbæk, DBUs trænerudviklingschef gennem mere end 10 år, fastslår, at det har betydning, hvad en toptræner tidligere har opnået. Men trænerne bliver også vurderet på andet og mere end deres medaljer.
»Det er jo trofæet, som han kan vise frem. Men hvis en træner med et middelgodt materiale har holdt dem i rækken og fået pæne placeringer, kan det jo mindst være en lige så stor præstation. Men det vil altid være en toppræstation at vinde et mesterskab. Især hvis man kan gøre det mere end en gang.«
Og så skal man ifølge Peter Rudbæk ikke undervurdere, hvad det betyder for træneren i forhold til, hvor meget tålmodighed, at en klubledelse vil have med ham, hvis tingere er ved at køre af sporet.
»Selvfølgelig har det betydning for træneren selv. Man er fredet lidt længere, hvis man har vist, hvad man kan, og det er der ikke noget at sige til.«
Rudbæk understreger samtidig, at klubberne ikke kun kan blive ved med at satse på de kendte navne, hvis man også vil forny sig.
»Det er jo også en balance, hvornår man skal tage en chance med en ny træner. Thomas Frank var ikke kendt i store kredse, da han trådte til. Det var Glen Riddersholm og Kasper Hjulmand heller ikke. Det er godt at have nogle med erfaring, men hvis ikke du bringer nogle ind uden erfaring på det niveau, kommer der heller ikke noget nyt ind.«
Det betyder mine medaljer
Den nuværende AGF-træner Glen Riddersholm vandt sin første superligamedalje, da han vandt bronze med FC Midtjylland i 2012. To år senere gentog han bedriften, inden han sidste år førte de midtjyske ulve hele vejen frem til mesterskabet. Han er glad for sine medaljer, men de bliver kun fejret kortvarigt, inden der bliver lagt nye planer.
»Kan du gøre det én gang, så kan det skyldes tilfældigheder. Kan du gøre det flere gange, hvad skyldes det så? Men selvfølgelig, den første medalje – og når det for mit vedkommende var i min debut-sæson – så giver det også en lidt indre ro, at man kan håndtere det, man har med at gøre, på en fornuftig måde.«
»Det er klart, at det forhåbentlig fortæller noget om, at du kan levere et stykke arbejde på højt niveau, som er godt nok til, at du kan blande dig med de bedste. Når man får det på sit cv og lige får det under bæltet, så giver det selvfølgelig en en forstærket tro på, at man kan sit håndværk, og at der er mulighed for at gøre det endnu bedre og fortsætte sin udvikling som træner.«
Riddersholm er hele tiden på vej i jagten på at forbedre både sin egen og sit holds ydeevne. Forsommerens mesterskab blev kun fejret kortvarigt, så var han videre.
»Som Superligatræner lever man jo konstant i en konstruktiv paranoia. Det skal forstås sådan, at da jeg i maj stod med pokalen sammen med det hold, som jeg trænede på det tidspunkt, var det en lykkerus på 12 timer. Når man så vågner op næste morgen, er det slut. Så tænker du planlængning af en ny sæson, for du er ikke bedre end dit sidste resultat. Presset er der fra publikum, medier, sponsorer, bestyrelse. Alle forventer, at du kan gøre det samme igen eller minimum ligge med deroppe. Det giver noget kort, og så er man ellers hele tiden undervejs i det her job.«
Glen Riddersholm fik dog et lidt andet perspektiv på sine medaljer, da han forlod FC Midtjylland og kom ud af hverdagens hamsterhjul.
»Nu fik jeg heldigvis et halvt år, hvor jeg kunne gå og reflektere over det, og der kan man bedre nuancere tingene og ’nyde’ det – og sætte pris på det. Jeg fik mange velmenende råd fra kollegaer om at huske at nyde det, men når man står midt i det, er det svært, fordi du hele tiden lægger et massivt pres på dig selv, og det gør omgivelserne også.«
Riddersholm forudser, at hans nuværende meritter kan være med til at åbne nogle døre senere i karrieren og i udlandet:
»Hvis man er en ung træner, som jeg måske stadig er, prøver man at planlægge sin karriere på bedste vis. Så kan det godt være om 10-15 år, hvor man måske ikke er så varm som træner, at man kan bruge det, man har på cv’et, til at komme andre steder hen. Det betyder måske mere i nogle kulturer, at man vinder titler og medaljer, end det gør i Danmark. Vi er jo ikke berømte for at dyrke succeserne på den måde og anerkende det – der er vi et lidt specielt folkefærd. Hvor det vækker noget mere anseelse, når man kommer ud, hvis man har præsteret nogle ting som træner. Der betyder det mere,« konstaterer AGF-træneren.
Så mange medaljer har de nuværende Superliga-trænere vundet
Ståle Solbakken, FCK
5 Guld 2006, 2007, 2009, 2010, 2011
2 Sølv: 2014, 2015
1 Bronze: 2008
Glen Riddersholm, AGF
1 Guld: 2015 (FCM)
2 Bronze: 2012, 2014 (FCM)
Kasper Hjulmand, FCN
1 Guld 2012
1 Sølv: 2013
Kent Nielsen, OB
1 Guld: 2014 (AaB)
2 Bronze: 2009, 2010 (Brøndby)
Ove Pedersen, Hobro IK
2 Bronze: 2002 (FCM), 2004 (Esbjerg)
Lars Søndergaard, AaB
1 Bronze: 2003 (Austria Salzburg, Østrig)
Colin Todd, Randers FC
1 Bronze: 2013
Thomas Frank, Brøndby IF
1 Bronze: 2015
Jess Thorup, FC Midtjylland
Ingen medaljer
Jacob Michelsen, Sønderjyske
Ingen medaljer
Johnny Mølby, Viborg FF
Ingen medaljer
Jonas Dal, Esbjerg fB
Ingen medaljer
*Kent Nielsen havde stået i spidsen for Brøndby i så mange kampe i løbet af sæsonen, at Brøndbys bronze i 2010 stadig tæller på hans CV.
