To point. Det er, hvad der adskiller AGF og FC København inden topbraget i Parken næste weekend.

Det står klart, efter FC København kun fik et point hjemme mod Brøndby, mens AGF klaskede mestrene fra FC Midtjylland med 3-0 – blandt andet på to mål af en sprudlende Patrick Mortensen.

»Jeg tror, at Ståle er lidt nervøs, og vi har alt at vinde. Vi skal ud at give den gas igen, vi har intet at tabe,« siger Patrick Mortensen og tilføjer:

»Det nytter ikke noget at fokusere på tabellen, for det vinder du ikke fodboldkampe ved. Vi ved, at det bliver en svær kamp i Parken. Men vi skal ikke begynde at forsvare bronzen hjem, vi skal ud og angribe,« siger han og spørger retorisk:

»Hvorfor skal vi ikke kunne tage til Parken og få tre point?«

Efter søndagens sejr over FC Midtjylland er AGF-topscoreren kun et mål fra Kamil Wilczek, der i foråret lavede 17 scoringer. Polakken er for længst skiftet væk fra Superligaen.

Nu har Patrick Mortensen tre, måske fire, kampe til at overtage pladsen. Men der er også modstand fra FCM-angriber Ronnie Schwartz, pointerer han. FC Midtjylland-angriberen har scoret 15 mål kontra Mortensens 16.

»Jeg ser topscorertitlen som en åben duel mellem Ronnie og mig. Det er lidt sjovt, at det er mellem mig og ham, da vi har det godt sammen fra vores tid sammen i Norge,« siger AGF-skarpretteren og fortsætter:

»At se ham med det overskud, at han giver mig hånden ved det andet mål, det viser klasse. Nu er der tre kampe tilbage, og så må vi se, hvem der trækker det længste strå,« lyder det fra angriberen, der hellere vil have succes med AGF og jagte sølvet end topscorertitlen i Superligaen:

»Det er klart, at det betyder noget for mig, men det skal ikke være på bekostning af holdet. Nu har jeg tre kampe til i hvert fald at score et mål. Men det går hånd-i-hånd, for hvis jeg scorer mål, så er der også sandsynlighed for, at vi vinder.«

»Jeg vil gerne have det hele, men hvis jeg ikke kan få det hele, så vil jeg helst have en medalje frem for en topscorerpris,« slutter Patrick Mortensen.