Gustav Isaksen spillede fredag aften den sidste kamp i sæsonen, da han med FC Midtjylland sikrede europæisk deltagelse med en sejr over Viborg.
Sæsonen har budt på 18 Superliga-mål, hvilket gør ham til topscorer foran navne som Patrick Mortensen, Ohi Omoijuanfo og Viktor Claesson på de næste pladser.
Undervejs – før pokalfinalen 18. maj – kunne Gustav Isaksen se FC Københavns træner Jacob Neestrup udtale, at han på det tidspunkt anerkendte Viktor Claessons 12 mål mere end Isaksens 14 scoringer.
»Viktor Claesson er for mig Superligaens topscorer, sagt med respekt. Han har lavet 12 mål, som alle er i åbent spil. Der har ikke været nogle straffespark, og det er ikke fire/fem mål i kvalifikationsspillet, så han har lavet mange mål,« sagde Jacob Neestrup om Viktor Claesson, som godt ikke havde scoret nogen af de 12 mål på straffespark, men han fik chancen fra pletten og brændte mod FC Midtjylland.
Udtalelsen fra Jacob Neestrup er faldet Gustav Isaksen for brystet.
»Et eller andet mener jeg, at det er noget værre vås. Måske møder de nogle bedre hold, men de ligger også i toppen, og jeg tror, at det er første gang, at der er en fra nedrykningsspillet, som bliver topscorer. Jeg har scoret på mine chancer og været skarp foran mål, og det har ikke været let overhovedet for vores hold,« siger Gustav Isaksen og fortsætter:
»Vi har spillet mod nogle hold, som har kæmpet for deres liv, så jeg synes, at det er lidt uretfærdigt at sige, at det ikke er fortjent,« forklarer FCM-skarpretteren, der mener, at det er skuffende, at Jacob Neestrup ikke anerkendte hans mål på samme måde som Viktor Claessons.
»Selvfølgelig er det det, også fordi han ikke har styr på sine data. Vi har snakket meget om det i klubben og kigget på statistikker. Jeg laver ni mål inden nedrykningsspillet, så jeg synes, at jeg har gjort mit, og at det er unfair at sige, at det ikke er fortjent.«
Gustav Isaksen har da heller ingen skår i glæden over at være blevet Superliga-topscorer for første gang i livet.
»Jeg tror, det bliver kæmpestort at kigge tilbage på om nogle år, mest af alt er jeg bare glad for, at vi slutter sæsonen af positivt med kampen i dag,« pointerer Isaksen, som selv er overrasket over titlen.
»Jeg havde overhovedet ikke regnet med det. Jeg kan i hvert fald sige så meget, at jeg ikke har en topscorerbonus i min kontrakt. Det siger lidt,« slutter Gustav Isaksen med et grin.
Mens Gustav Isaksen altså sluttede på 18 mål, lavede Viktor Claesson i alt 13 mål.