Lider FC Nordsjællands spillere af manglende motivation?

Det spørgsmål blev diskuteret mellem fodboldekspert Stig Tøfting og FC Nordsjællands cheftræner, Flemming Pedersen, i TV3 Sport-studiet efter opgøret mellem Brøndby og FC Nordsjælland mandag aften.

Ifølge Stig Tøfting er det nemlig tydeligt at se, at spillerne ikke er motiverede, og det påpegede han over for Flemming Pedersen.

»Det er vel også din opgave som træner at få dem motiveret,« lød det blandt andet fra Stig Tøfting.

Cheftræner Flemming Pedersen under Superligakampen mellem Brøndby IF - FC Nordsjælland på Brøndby Stadion mandag den 13. maj 2019.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)
Cheftræner Flemming Pedersen under Superligakampen mellem Brøndby IF - FC Nordsjælland på Brøndby Stadion mandag den 13. maj 2019.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Bech
Vis mere

FC Nordsjælland er inde i en dårlig periode, og de har endnu ikke vundet en kamp under Flemming Pedersen som cheftræner.

»Min argumentation for det er, at man som cheftræner også skal sælge varen, og man står forrest i rampelyset. Det er også en del af det her game. Nu her virker det til, at der er rigeligt at gøre med at motivere spillerne og finde den spilleglæde, som FC Nordsjælland har haft gennem rigtig mange år. Jeg har sjældent set jer stå så langt tilbage som i dag,« fortsatte Tøfting.

Den udmelding er Flemming Pedersen dog langt fra enig i.

»Jeg synes jo ikke, vi står så langt tilbage. Der vil altid være perioder, hvor vi står langt tilbage,« svarede FC Nordsjællands cheftræner:

»Jeg er selvfølgelig ked af at høre, at det virker, som om spillerne ikke er motiverede. Jeg synes, de er motiverede, også når jeg sammenligner med resten af sæsonen. Som Kasper Hjulmand også tidligere har sagt, så har vi med nogle spillere at gøre, som ikke viser de store følelser.«

Til hvilket Stig Tøfting afbrød:

»Det passer jo meget godt til træneren.«

Se hele interviewet og diskussionen om FC Nordsjællands motivation øverst i artiklen.