Neglene er bidt ned på den københavnske vestegn – men en anden spændende tid venter i Brøndby på den anden side af den store guldskuffelse.

Allerede senere tirsdag præsenteres Silkeborgs Superliga-profil Jens Martin Gammelby som ny mand i den blå-gule trøje. Men her stopper tilgangene til sølvvinderne ikke.

Ifølge BTs oplysninger er Gammelby blot den første spiller, der i løbet af de næste par uger dukker op på Brøndbys hjemmeside iført et smil og en ny trøje.

Sportsdirektør Troels Bech arbejder naturligvis hårdt på at hente en erstatning for Frederik Rønnow, der tirsdag forlod klubben, men derudover er også en midtbanespiller og to eller tre angribere på vej til vestegnen. FC Midtjyllands guldvindere vil købe ind – men det vil Brøndby også.

»Vi kommer også til at justere truppen. Vi har ikke tjent de massive millionbeløb, som de har, så derfor bliver det nok mindre bombastisk. Men der er ingen tvivl om, at vi gør hvad vi kan, for at vise både vores spillere og vores fans, at vi i den grad er ’alive and kicking’,« siger Troels Bech.

Ifølge BTs kilder er dialogen omkring OBs målmand Sten Grytebust nu stoppet, da der er for langt mellem de fire millioner kroner, Brøndby vil give og de 7,5 millioner, OB kræver. Hoffenheims tidligere tyske U/21-målmand Marvin Schwäbe er – som TV3 Sport erfarede mandag – Brøndbys nye førsteprioritet til målmandsposten. De blå-gule forhandler intensivt om den 23-årige tysker. Målet er at sikre ham på en fri transfer, men indtil videre stritter Hoffenheim imod.

Den slags genvordigheder slipper Brøndby for i jagten på klubbens helt store mål – midtbanespilleren Dominik Kaiser. RB Leipzigs tidligere anfører er transferfri, så her er ’kun’ lønnen et stridspunkt. Kaiser er Alexander Zornigers ønskespiller, og han er udset til at gribe dirigentstokken på Brøndby-midtbanen, hvor han med sin rutine og sine kvaliteter skal være manden, der sikrer at katastrofer som den i Horsens forleden ikke indtræffer i fremtiden.  Der resterer dog stadig mange og lange forhandlinger, inden Troels Bech kan lade Zornigers drøm om Kaiser gå i opfyldelse.

»Der er ingen tvivl om, at der er gode relationer der (mellem Zoringer og Kaiser, red.). Og er der gode relationer, følger der oftest også gode præstationer med. Så det interesserer mig. Men hvorvidt sådan et scoop kan lade sig gøre, kommer vi først til at fortælle, når vi har skrevet under – eller han har skrevet under til anden side,”«siger Bech om den tyske midtbanespiller, der for et år siden var udenfor økonomisk rækkevidde, men nu er til at betale.

»Vi har givet os selv en økonomisk elastik, vi kan hive i, når vi synes det. Vi gjorde det sidste sommer ved at sige nej til salg, og det lykkedes, synes jeg,« bedyrer Troels Bech.

»Vi kan bruge den elastik, som vi vil. Vi kan trække den lidt til højre, lidt til venstre, lidt op og lidt ned. Om den skal rundt om hjørnet på Dominik Kaiser eller en anden for os relativt omkostningsrig spiller, bestemmer vi selv. Det er en mulighed, vi har givet os selv med gode økonomiske resultater. Det er udenfor vores økonomisk rækkevidde at have  mange af sådan nogle spillere, men vi har nu muligheden for at vælge at strække elastikken rundt om en af de større fisk i vandet, hvis vi synes, det er appetitligt,« forklarer sportsdirektøren.

Bech kunne i forbindelse  med sidste spillerundes kamp mod AaB ærgre sig over andet end et misset mesterskab, da angriberen Kevin Mensah undervejs pådrog sig en slem korsbåndsskade. Sådan en sidder Jan Kliment også ude med, men planen er alligevel at beholde den tjekkiske landsholdsangriber og give ham en fast kontrakt.

Skaderne gør imidlertid, at Brøndby lige nu på det nærmeste er uden angribere til efteråret. Bech jagter derfor ifølge BTs oplysninger to profilerede angribere, der skal til klubben på permanent basis – og en lejesvend, der i efteråret kan dække ind for Mensah og Kliment, som næppe er tilbage på banen før næste forår. Desuden skal Gustaf Nilsson, der i den forløbne sæson har været udlejet til Silkeborg, ses efter i sømmene.

Brøndby drømmer fortsat om at forlænge med Teemu Pukki. Skulle det mod forventning lykkes, vil der ’blot’ blive hentet en ny angriber ind – og en lejesvend.

»Teemu har haft masser af muligheder for at gå til et alternativt tilbud. Det har han ikke gjort. Vi har også haft masser af muligheder for at droppe det og gå på en anden angriber. Det har vi ikke gjort,« understreger Troels Bech.

Men det kommer Brøndby formentlig til. Ifølge BTs oplysninger overvejer den finske topscorer udenlandske tilbud, der er langt mere lukrative, end hvad Brøndby er i stand til at tilbyde.