AGF's Mustafa Amini og Zach Duncan er taget ud af truppen, efter de festede og crowdsurfede med fans i Aarhus' gader.

Det oplyser kommunikationschefen i AGF, Søren Højlund Carlsen, til TV 2.

Beslutningen er truffet som en sikkerhedsforanstaltning, indtil de to spillere bliver coronatestet tirsdag. Hverken Amini eller Duncan var en del af søndagens trup mod FCK.

»Både Amini og Duncan var skadet og ikke en del af truppen, og de var så i nærheden af festlighederne og tog del i dem. Vi kan sikre, de ikke er en del af truppen, til de er testet,« oplyser Søren Højlund Carlsen.

Festen i Aarhus' gader brød ud, da AGF slog FCK 4-2 i Parken, og da AGF-spillerne, der havde været i København for at spille Superliga, landede i Aarhus Lufthavn, blev de modtaget af masser af glade fans og romerlys.

Mandag har Østjyllands Politi gjort status oven på aftenens og nattens fest, og de er overordnet set tilfredse med, hvordan aftenen begyndte. Men der var dog særligt én ting, der bekymrede dem.

»Det er klart, at det bekymrer os, når vi kan se, at der er for mange, der står meget tæt sammen. Derfor har vi også besluttet at gå i dialog med dem, der har arrangeret det her, så vi sørger for, at de retningslinjer, der er udstillet, bliver efterlevet og holdt inden for rammerne,« oplyser Martin Løye, der er politiinspektør og linjechef for det operative center hos Østjyllands Politi.

Det er første gang i 11 år, at 'De Hviie' kunne rejse fra Parken med en sejr i bagagen.

Der er nu blot to kampe tilbage i sæsonen, hvor aarhusianerne skal forsøge at holde fast i andenpladsen.