Lyt til artiklen

Den tidligere Superliga- og FIFA-dommer Jan Hald mener ikke, at Ronnie Schwartz' tackling efter få minutter i Brøndbys opgør mod FC København var til rødt kort.

Efter få minutter af Brøndbys hjemmekamp mod FC København kom Ronnie Schwartz for sent, da han tacklede Tom Høgli på knæet, så nordmanden måtte udgå efter en flyvetur og en hård landing på græstæppet.

Dommer Jakob Kehlet gav et gult kort til Ronnie Schwartz - efter først at have vist ham det røde kort ved en fejl - og det, mener Jan Hald, var den helt rette beslutning.

»Jeg synes ikke, det var unødigt voldsomt, og for mig at se tilsidesatte Schwartz heller ikke hensynet til modspilleren. Når du ser den i super slowmotion på tv, så kan det godt se ud som om, at han ikke spiller bolden, men det kan du altså ikke nå at se som dommer i situationen,« siger Jan Hald og fortsætter sin argumentation:

»Du er nødt til at se på, hvornår Schwartz sætter sin tackling ind. Det gør han, da Tom Høgli stadig har bolden. Men som spiller kan du altså ikke nå at stoppe i luften.«

Tom Høgli måtte udgå efter den hårde tackling af Ronnie Schwartz, der ifølge Jan Hald godt kunne have fået sit andet gule kort, da han tacklede en FCK-spiller på ny i en anden situation senere i kampen.

Ellers mener Jan Hald, at Jakob Kehlet har løst kampen forbilledligt indtil nu.