»Jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke vil være fodboldtræner hele livet. På et tidspunkt sad jeg med en pige, som ikke kunne få det skoletilbud, hun burde for at få et godt liv. Det kunne ikke være rigtigt.«
Mødet med den lille pige ligger syv år tilbage.
I det øjeblik er Søren Kusk træner i fodboldklubben Vendsyssel. Inden da har han været i AaB, SønderjyskE og Hobro for at nævne et par klubber. Men den i dag 61-årige nordjyde føler sig mættet.
»Alt bliver sat i en bås. Du ved ikke, om du kan holde weekend eller ferie med børnene. Og en lille ting, om der var eller ikke var offside, fylder alt.«
»Og som en klog mand sagde engang: Man bliver dum af at være fodboldtræner. Det, ved jeg ikke, om passer. Men man bliver ensporet, og det ville jeg ikke være.«
Alt det fik Søren Kusk til at trække sig fra fodbold. Fuldstændig og i stedet skifte spor. For det, han nu ville, var at hjælpe – som den lille pige fra mødet. Spoler vi frem til nutiden er Søren Kusk stærkt engageret i politik.
Han er netop genvalgt i byrådet i Aalborg Kommune for Socialdemokratiet. Endda med 1.600 personlige stemmer, hvilket nærmer sig en fordobling i forhold til for fire år siden, hvor Kusk fik 900 stemmer.
Men som alle andre har Søren Kusk en fortid. Det lægger han ikke skjul på. For hans vedkommende er det et årelangt misbrug med alkohol. Noget, der også stod på i hans tid i Superligaen.
Søren Kusk er i skrivende stund tørlagt på 13. år og tænker ikke længere over det. Men i og med, at han er et kendt ansigt, nu i politik, så gør andre måske stadig, indrømmer han.
»Det er ikke, fordi jeg har betragtet vejen til politik som en udfordring. Men som en kendt person følger der noget gråt og ikke gråt med. Hvis jeg sidder på restaurant og drikker en alkoholfri øl – eller er til koncert og køber tre øl og en cola, så vil nogle sikkert tænke, at jeg er begyndt at drikke igen.«
»Ikke, fordi folk er onde. Men sådan er det jo. Jeg ved over for mig selv, mine børn og min familie, at jeg ikke har drukket i 13 år. Jeg kan godt leve med, at andre tror, jeg drikker. Men jeg tænker ikke over det, og jeg har aldrig haft det bedre. Mit liv er i balance.«
»Og ved du hvad, jeg kan ikke gøre noget ved det. For at sige det ligeud, så er jeg ligeglad med, hvad folk tænker. Hvis jeg skulle tænke over, hvad folk tænkte hele tiden, så kunne jeg fandeme ikke lave andet.«
Samtidig afviser Kusk ikke, at fortiden kan have en indflydelse på, hvordan han er nu.
Politisk såvel som i det private.
»Jeg har været uærlig engang. Sådan er det i den verden. Det, tror jeg, alle ved. For at overleve. Det er en del af mig. Så det (alkoholmisbruget, red.) har betydet, at jeg er meget bevidst om mine værdier. Jeg har enormt svært ved at stikke en hvid løgn, og generelt har jeg det svært med folk, som er uærlige. Det kan godt have noget med min historik at gøre.«
»Det giver en enorm stolthed. Glæde og tilfredsstillelse. At jeg kunne gøre det. Men igen, jeg tænker ikke over det, selvom det da er en kæmpe befrielse.«
Havde du troet på det?
»Det ved jeg ikke, om man kan tro på, når man er i det. Så er man ikke i stand til at kigge så langt frem.«
»Jeg tror bare, man når til en selverkendelse. På et tidspunkt indser du, at du kan dø af det, og så kommer erkendelsen. Du kan tage den ene eller anden vej. Ved den ene har du ikke noget tilbage, og du mister alt. Ved den anden, som er meget længere, kan du igen skabe tillid. Og det er en følelse af glæde, at jeg kunne det.«
Tillid er der i hvert fald til Søren Kusk. Det understøtter det netop overståede kommunalvalg. Med 1.607 personlige stemmer er han den femte mest populære kandidat for Socialdemokratiet i Aalborg.
Men tillægsord som fejret og festet vil den genvalgte politiker ikke bruge om sin personlige sejr.
»Jamen, jeg har simpelthen ikke haft tid. Godt nok gik det godt personligt, men mit parti er hårdt ramt. Sådan er det, når du går fra 17 til 12 mandater. Så jeg synes faktisk ikke, vi har fejret, for der er en del, vi skal forholde os til.«
Føler du, at Socialdemokratiets dårlige valg har gjort, at du ikke har kunnet fejre din personlige sejr?
»Det tror jeg nok. Der er nok ikke nogen, der vil sige, at jeg elsker at føre mig frem. Jeg er ikke typen, der elsker at komme i medierne. Jeg er gået ind i politik for at gøre en forskel – og hjælpe dem, som er udsatte i samfundet.«
»Jeg behøver ikke være en stor politiker. Og det gør mig måske til en atypisk politiker.«
