Den tidligere svenske Superliga-spiller Ken Fagerberg afslører bagsiden af sin fodboldkarriere, der gik gennem flere danske klubber.

Mange husker måske, at FC Midtjylland lagde 10-15 millioner kroner for den dengang unge og lovende angriber.

Ken Fagerberg kom til Danmark i 2008 fra den lille klub Örgryte, hvor han bankede mål ind trods sin unge alder.

Hvad mange ikke vidste, var, at Ken Fagerberg ved siden af fodbolden levede et ret udsvævende liv, hvor han festede løs på både sprut og hårde stoffer.

Ken Fagerberg havde en turbulent ungdom med alkohol og stoffer.
Ken Fagerberg havde en turbulent ungdom med alkohol og stoffer. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det fortæller nu 31-årige Ken Fagerberg til TV2 Norge.

»Jeg har altid været en vildbasse. Jeg har levet et liv, der ofte indebar at drikke alkohol og tage narkotika. Jeg vil ikke mene, at jeg var narkoman eller afhængig af alkohol. Jeg ville bare have det sjovt. Jeg kan dog godt se, at det blev svært at kombinere med topfodbold,« siger Fagerberg.

Den 31-årige angriber gør sig nu på Færøerne, hvor han optræder for klubben 07 Vestur i landets bedste række.

Ken Fagerberg fortæller i interviewet, at han formåede at ændre sin livsstil i FC Midtjylland, men at det gik galt igen, da han i 2010 blev udlejet til sin tidligere klub Örgryte.

»Jeg havnede i et meget skidt miljø, da jeg kom til Sverige. Det var folk fra de kriminelle miljøer, som var ude efter mig. Jeg kunne derfor se, at jeg måtte tilbage til Danmark,« siger Ken Fagerberg, som i stedet blev udlejet til danske Viborg.

Herefter levede Ken Fagerberg en omskiftelig tilværelse i en række klubber som eksempelvis AC Horsens og Vendsyssel, før han i 2017 rykkede til Færøerne med sin danske kæreste Lykke og deres fælles barn.

Undervejs er Ken Fagerberg konverteret til islam uden dog at leve helt og holdent efter de muslimske foreskrifter.

»Jeg har altid tænkt meget over livet. Jeg funderede meget, og religion gjorde, at jeg fik svar på nogle ting. Jeg lever ikke et meget religiøst liv, men i mine tanker gør jeg det,« fortæller Ken Fagerberg.