Henrik Kildentoft nåede både at vinde danske mesterskaber og pokaltitler, men gennem fodboldkarrieren udvikler han også et massivt misbrug af kvinder, spil og alkohol.

Han fortæller blandt andet om en episode fra tiden i FC Nordsjælland, hvor han med resten af truppen var på træningslejr i La Manga i Spanien.

Her havde spillerne fået lov til at drikke nogle øl til middagen, men for Henrik Kildentoft blev det til mere end bare dét, fortæller han til Bold.dk's podcast TÆT PÅ.

Han endte på et kasino, hvor promillen kun gik én vej. Da det blev lyst udenfor, opdagede Kildentoft, at han hellere måtte komme hjem til hotellet, da der var træning næste dag.

Brøndbys Henrik Kildentoft jubler efter sin scoring til 3-1 i Parken den 5. november 2006.
Brøndbys Henrik Kildentoft jubler efter sin scoring til 3-1 i Parken den 5. november 2006. Foto: Claus Bech Andersen
Vis mere

Han lejede en bil, kørte hjem og nåede at sove 30-40 minutter inden træningen, hvor han med afstand var den, der løb hurtigst.

Men det var ikke, fordi Kildentoft var i bedst form. Tværtimod forsøgte han at holde en facade oppe for at skjule sit misbrug.

Et misbrug, der startede i tiden i Brøndby, hvor han jagtede anerkendelse og bekræftelse af hans virke som fodboldspiller. Det fik han på diskoteket Absalon i København, som hver søndag åbnede op for, at Superliga-spillerne kunne feste efter weekendens kampe.

Kildentoft skiftede fra Brøndby til FC Nordsjælland i 2007, og da holdet tager en tur til Milano, ender byturen med endnu et blackout.

»Det næste, jeg husker, det er, at jeg vågner op i en ambulance i Milano. Jeg kigger ned ad mine arme. Der er drop i begge to, og jeg tænker: 'Hvad fanden sker der her?' De her ambulancefolk kunne overhovedet ikke engelsk,« fortæller han i podcasten.

Kildentoft får talt med en læge, som kan lidt mere engelsk end ambulanceredderne. Lægen fortæller, at det var civile borgere i Milano, der havde ringet ind til alarmcentralen, fordi de troede, at Kildentoft var død.

»De kunne ikke få liv i mig,« beskriver han.

Henrik Kildentoft stoppede karrieren som 32-årig i 2007.