Sønderjyske gjorde en opsigtsvækkende handel, da de på sidstedagen af transfervinduet hentede den 32-årige tidligere landsholdsspiller Simon Poulsen hjem til Sønderjylland.

Hvor flere danske udlandsspillere ofte er vendt hjem til de store danske klubber, som FCK eller Brøndby, så er Simon Poulsen ægte sønderjyde, og kærligheden til hjembyen var altafgørende.

»Timingen var perfekt, da jeg ikke spillede meget i Holland. Og så måtte jeg gøre op med mig selv, om jeg gad fortsætte i udlandet – måske gå ud og finde en anden klub – eller vende hjem,« siger Simon Poulsen, da BT fanger ham på telefonen i Spanien, hvor Sønderjyske træner nu, og fortsætter:

»Men så kom Sønderjyske med et tilbud, og jeg havde altid tænkt, at på et eller andet tidspunkt skulle jeg hjem. Og så besluttede min familie og jeg, at det var det rigtige,« siger Simon Poulsen, der har købt hus i Sønderborg, hvor han skal bo med sin kæreste og lille datter.

Simon Poulsen begyndte sin udlandskarriere i AZ Alkmaar i 2007 med stor succes. Så stor, at han i 2009 vandt det hollandske mesterskab med klubben.

AZ Alkmaarss Stijn Schaars holder trofæet, da Simon Poulsen vandt mesterskabet i klubben i 2009.
AZ Alkmaarss Stijn Schaars holder trofæet, da Simon Poulsen vandt mesterskabet i klubben i 2009. Foto: ED OUDENAARDEN
Vis mere

»Det er kæmpe stort at vinde turneringer, og når alt kommer til alt, så spiller man fodbold for at vinde titler. Og så at gøre det med to klubber, det var stort,« siger Simon Poulsen og refererer til, at han igen vandt mesterskabet i sin første sæson hos PSV, som han skiftede til i 2014.

Simon Poulsen i sin AZ Alkmaar-trøje.
Simon Poulsen i sin AZ Alkmaar-trøje. Foto: ED VAN DE POL
Vis mere

Men derfra gik det ned ad bakke. Et skifte tilbage til AZ Alkmaar hjalp heller ikke på spilletiden, og nu blev det nok for den 32-årige sønderjyde.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at hvis jeg spillet fast i Holland, var jeg nok ikke kommet hjem. Jeg havde jo flere år tilbage på min kontrakt, og der var der jo mulighed for Champions League-kampe,« siger han og fortsætter:

»Jeg synes, at 32 år er en fin alder at vende hjem. For man skal stadig have ambitionerne og kvaliteterne til at kunne spille, mener jeg,« siger Simon Poulsen, der dermed ikke er bange for at brænde igennem som tidligere topspillere, der vender hjem efter udlandsfodbold.

»Jeg frygter ikke at falde igennem. Det kan ske for enhver, men det går jeg ikke ud fra. Jeg regner med, at Sønderjyske vil mig, og så skal jeg nok arbejde stenhårdt,« siger Simon Poulsen, der glæder sig til at spille i oprykningspillet, som han regner med, at Sønderjyske kvalificerer sig til.

Simon Poulsen skal slås om spilletid med blandt andre backen Nicholas Marfelt, som Sønderjyske mandag hentede i FC Helsingør.

Taber den 32-årige sønderjyde, der nåede 25 landskampe for Danmark, den kamp, er han dog ikke tæt på et karrierestop.

»Min kontrakt er på to år, men det kan godt forlænges. Jeg er ikke mæt af fodbold lige nu, og jeg følger mig frisk og har en lyst. Og jeg vil også gerne hjælpe de unge spillere med at udvikle sig og dele ud af min erfaring.«