Den tidligere Superliga-spiller Luton Shelton er død i en alder af kun 35 år.

Det meddeler AaB, hvor jamaicaneren spillede i 2009. Han døde af sygdommen ALS.

»Det er med stor sorg, at vi fredag aften dansk tid har erfaret, at vores tidligere spiller Luton Shelton er gået bort i en alder af bare 35 år. I sine sidste år led Luton Shelton af sygdommen ALS – en nervesygdom,« skriver Superliga-klubben, hvor Shelton var på leje i foråret 2009.

Her blev det i 17 officielle kampe til fire scoringer. Luton Shelton var med i en række mindeværdige kampe for nordjyderne.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Blandt andet var Luton Shelton en afgørende faktor i de minderige, europæiske dobbeltopgør mod henholdsvis Deportivo La Coruña og Manchester City, hvor han kom på måltavlen i udekampen i Spanien og i hjemmekampen mod englænderne,« skriver AaB.

Luton Shelton, som også spillede Sheffield United og Vålerenga, opnåede 74 landskampe og 35 mål for Jamaica.

»Vores tanker går til Luton Sheltons pårørende. Æret være Luton Sheltons minde,« skriver AaB.

Også de øvrige klubber, som Shelton repræsenterede i sin karriere, mindes angriberen på de sociale medier.

Foto: Claus Bech
Vis mere