Fem sejre, nul mål indkasseret og seks point ned til FC Midtjylland på andenpladsen.

Der er fede forårsfornemmelser hos FCK, som slutter grundspillet i Superligaen som suveræn et'er.

Jess Thorup kan da næsten heller ikke tro på, hvilken gunstig situation, FC København har bragt sig efter søndagens 1-0-sejr over FC Nordsjælland.

»Nej, jeg tror ikke, jeg havde troet på, at vi skulle være seks point foran FCM efter grundspillet, da forårssæsonen startede. Men på den anden side synes jeg, at vi har gjort det eneste rigtige og haft fokus på én kamp ad gangen,« siger FCK-træneren:

»Selv i den tid, vi har været i Europa, har vi været rigtig dygtige til det, og det er det, der har skabt det udgangspunkt, som vi har fået  nu. Vi har fået fem sejre. Det er ikke så vigtigt for mig, hvad der er sket på de andre adresser, men det er det, der er udgangspunktet. og ja, det har givet os et godt udgangspunkt, og det er vi mega glade og stolte over.«

Den ærkejyske træner vil dog ikke sælge guld-skinnet før den midtjyske ulv er skudt og maner til besindighed hos fans og medie rmed videre..

»Vi skal huske på, at der er 30 point at spille om endnu, og jeg kan godt huske sidste sæson, hvor vi går ind og er point efter, så haler vi jo for alvor ind på andre hold. Så vi ved, at alt kan ske, og det er ti finaler, vi kommer til at spille. Vi kommer til at tage én kamp ad gangen. Jeg ved godt, at folk gerne vil skabe det her kæmpe favoritværdighed til FC København, men vi kommer til at fortsætte med at have fokus på os selv og én kamp ad gangen,« siger FCK-træneren.

FCK-stjernen Rasmus Falk er på linje med sin træner.

»Det ligner da noget i forhold til at vinde mesterskabet. Men der er endnu mere at gå på. Vi spiller ikke op til vores ypperste. Det gjorde vi mod Randers, som er den eneste kamp, hvor vi har gjort det. Men det handler jo også om at forsvare. Vi har lukket nul mål ind i fem kampe. Det giver noget ro og tryghed i holdet. Det vinder mesterskaber at kunne vinde den her slags kampe med 1-0,« siger Falk efter 1-0-sejren over FCN.