I klippet herover kan du se højdepunkter fra kampen i Farum.

»Vi har en tro på tingene, der kan flytte bjerge - og det gør den lige for tiden for FC Midtjylland.«

Cheftræner Jess Thorup og FC Midtjylland-spillerne viste mesterskabsklasse og stod for presset, da det søndag aften blev til en 2-1-sejr mod FC Nordsjælland på kunstgræsset i Farum.

Et stærkt modsvar på guldkonkurrenten Brøndbys sene 2-1-sejr over FC København - og så endda midt i en højintens periode hvor skæbnekampe i både liga og pokalturnering konstant overlapper hinanden.

Og så manglede midtjyderne endda tre stamspillere i forsvaret.

»Det her var den tredje kamp på seks dage, og efter 120 minutters pokalfodbold i torsdags var der nok ikke nogen, der troede på, at vi kunne stille et hold, der kunne vinde herovre i Farum. Men igen går vi ud og overbeviser alle kritikerne, og vi vinder fuldt fortjent,« lød det efter kampen fra Jess Thorup.

Han havde valgt ikke at sende sine spillere på banen med informationen om, at Brøndby havde sejret i derbyet.

»Nej, nej, vi koncentrerer os om FC Midtjylland. Det er det, vi ansat til. Vi kan ikke bruge tid på, hvad fanden de andre går og laver.«

Det lignede længe, at en tempofyldt første halvleg skulle endnu uden scoringer

Men med godt og vel fem minutter fik gæsterne frispark et par fra nordsjællændernes straffesparksfelt. Og her har FC Midtjyllands jo ligaens - hvis ikke hele nationens - klart skarpeste frisparksskytte. I det sekund frisparket blev begået, begyndte de medrejsende midtjyske fans at synge Jakob Poulsen frem. Og veteranen svigtede ikke - bolden blev curlet over muren og ind i nettet til pausestillingen 1-0.

FC Midtjylland stillede i Farum op med et angreb, der havde fået et markant østeuropæisk pift. Mikkel Duelund var således fra start af flankeret af ukrainske Artem Dovbyk og Bozhidar Kraev fra Bulgarien. Og det var sidstnævnte, der i anden halvlegs allerførste minut skrabede bolden over stregen efter en omgang klumpspil i værternes lille felt.

Men hjemmepublikummet skulle kun vente et par minutter på et modsvar fra FCN. Forsvarskometen Victor Nelsson steg suverænt til vejrs og stangede reduceringen i mål.

I den efterfølgende periode angreb nordsjællanderne de gæstende guldbejlere fra alle vinkler. Men forhåbningerne om et comeback led et alvorligt knæk, da Victor Nelsson fik sit andet gule kort med 20 minutter igen, og så gik luften ud af værternes pres.

Og så kunne de midtjyske kraftkarle køre sejren i hus og så ellers se frem til den direkte guldduel mod Brøndby i Herning - den finder sted allerede på torsdag.

Et benhårdt program, men det får ikke rynkerne til at slange sig i Jess Thorups pande - tværtimod!

»Strukturen har jo fået sindssygt meget kritik for alt muligt. Men mest af alt har kritikken handlet om nogle bittesmå ting.«

»Kig nu på  kampene om første -og andenpladsen, tredje -og fjerdepladsen, syvende -og ottendepladsen og om nedrykningen. Det er vel alt det, vi kan forlange af en struktur. Vi får hele tiden toptunede, højintense kampe. Vi i Midtjylland har spillet tre kampe i slutspillet, og de har alle været megasvære. Der er syv tilbage, og det er med til at udvikle os helt vildt - nej, jeg er meget tilfreds med forløbet.«