De danske fodboldklubber i de tre bedste rækker kan med fordel sende en kærlig tanke til Østerbro, efter FC København sidste år kvalificerede sig til Champions League.
For med kvalifikationen til Champions League, sikrede FC København samtidig dansk fodbold en bid af den lagkage, der i UEFA-regi kaldes solidaritetspenge. Bidden er 34 millioner kroner værd, og skal fordeles blandt samtlige klubber i de bedste tre rækker – undtaget FCK, der ikke selv modtager nogen penge.
Det skriver Tipsbladet.
Fordelingsnøglen bliver således, at Superligaklubber kan se frem til en check på 1,6 millioner kroner, NordicBet Ligaen-klubber til en på 700.000 kroner, mens 2. divisionshold får 170.000 kroner. Og det er langt fra normalen.
Solidaritetspengene skal nemlig efter planen udelukkende fordeles blandt Superliga-klubberne. Men i Danmark har Divisionsforeningen i mange år søgt om dispensation, så pengene altså kan fordeles blandt samtlige klubber i de tre bedste rækker.
Og selvom klubber som Helsingør og Hobro ikke spillede i Superligaen, mens FCK var i Champions League, så er det stadig dem, der modtager de 1,6 millioner kroner, mens Esbjerg og Viborg ’kun’ modtager 700.000 kroner.
Pengene er dog ikke noget, der kommer som en stor overraskelse i Helsingør. Her forklarer klubbens direktør Janus Kyhl til BT, at man hele tiden har været opmærksom på, at der ville komme et beløb fra solidaritetspengene, da man inden sæsonen lagde budget for Superliga-sæsonen.
Superligaklubberne kan samtidig se frem til endnu en millioncheck, når der efter næste spillerunde udbetales tv-penge. Her er det placeringen i tabellen, der er afgørende for, hvor mange penge klubberne modtager.
Ligger man i toppen af tabellen kan klubben se frem til et tocifret beløb i omegnen af 12-15 millioner kroner, mens man på 14. pladsen modtager mere beskedne 2-4 millioner kroner.