Jens Stryger Larsen kan blive næste dansker i den spanske klub, der har Michael Krohn-Dehli i truppen.

1. juli tikker der ikke længere løn fra Brøndby ind på Jens Stryger Larsens konto.

Men den alsidige midtbanespiller behøver ikke at frygte at stå uden klub eller løn alt for længe.

For Jens Stryger Larsen kan praktisk talt vælge og vrage mellem fem konkrete tilbud fra flere forskellige lande. Spanske kilder i agentbranchen fortæller til BT, at Celta Vigo har set sig lun på Brøndby-profilen, der spillede en stor rolle i at redde Brøndby fra nedrykning i sidste sæson.

Derfor har repræsentanter fra Celta ifølge BTs oplysninger henvendt sig til den blonde dansker med at attraktivt tilbud. Celta har været ovenud tilfredse med købet af Michael Krohn-Dehli i Brøndby sidste sommer og derfor ivrig efter at lande et nyt dansk scoop.

Jens Stryger Larsens agent, Allan Bak Jensen, vil ikke kommentere klubnavne men erkender stor interesse.

- Det er ingen hemmelighed, at vi er i dialog med flere interessante klubber. Men jeg kan af gode grunde ikke oplyse navnene på de klubber. Jeg kan kun understrege, at vi er utroligt glade for interessen og kigger seriøst på alle tilbud, siger Allan Bak Jensen.

Han vil slet ikke udelukke, at Jens Stryger Larsen forlænger med Brøndby, selv om alle har spået, at han er tabt for klubben. Men efter den nye bestyrelse har overtaget med visioner og økonomiske midler, så kan han måske lokkes til en kort forlængelse på et år.

- Vi har et møde med Brøndby her i ugen, og vi lukker absolut ingen døre. Brøndby er stadig interessant for Jens, det er der ingen tvivl om. Men vi er tidligt i transfervinduet, og Jens har ikke travlt, fortæller Allan Bak Jensen.

Det kan dog blive svært at takke nej til Celta, som lokker med en solid lønpakke og udviklingspotentiale i en af verdens bedste ligaer.

Desuden kender Jens Stryger Larsen og Michael Krohn-Dehli hinanden fra Brøndby-tiden, og det plejer også at spille en stor rolle. Desuden er Stephan Andersen netop skiftet til Real Betis, hvilket tyder på, at danske spillere er i høj kurs igen i La Liga.