Det var næsten ubærligt at se, hvordan den 19-årige OBer Aske Adelgaard forholdt sig til den udvisning, han fik søndag.

I det 28. minut af udekampen mod FC København gled han, ramte bolden med hånden og begik straffespark – og kort efter så han sit værste mareridt på storskærmen, da VAR brød ind og fik dommer Morten Krogh til at give OBeren rødt kort.

Adelgaard kunne slet, slet ikke forstå det, og det lignede, at hans verden ramlede – og sådan føltes det også for hovedpersonen selv.

For på kinderne af det hoved, der var dybt begravet i den lyserøde OB-trøje, trillede tårerne fra kinderne af OB-backen, indrømmer han.

Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Ja, der løb tårer. Det var svært at stå i Parken og få det røde kort,« siger Adelgaard, der i choktilstand gik ned i omklædningsrummet under tribunerne.

SE DET RØDE KORT I PLAYEREN OVER ARTIKLEN.

Og her hev han med det samme telefonen frem for at tale med sin far.

»Jeg var i chok dernede. Jeg har ikke haft den følelse før, så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Men jeg fik lige snakket med min far, og så kom vi videre.«

»Han sagde, at livet er sådan. Det er en rutsjebanetur, og så handler det om at komme videre og hjælpe holdet. Min familie betyder meget og støtter mig i svære situationer, så det er heller ikke første gang,« lød det fra OB-backen, der efter kampen havde overskud til at smile, selv om han havde glædet sig til en helt anden oplevelse søndag.

»Jeg havde glædet mig helt vildt, for det er en af de kampe, man ser frem til i sæsonen, og jeg var kommet godt i gang med godt mod og spilleglæde. Så jeg var lidt i chok og følte, at jeg solgte holdet.«

Det røde kort i det 28. minut ændrede kampen i Parken totalt, og OB endte med at kollapse og tabe historiske 7-0.

Hovedpersonen var ikke enig i dommernes beslutning.

»Jeg tænkte, det ville blive et gult kort og et straffespark, men at den giver dobbelt straf, det var hårdt. Jeg så, de tjekkede den for VAR, det var voldsomt. Men jeg er ikke dommer.«

I FCK-lejren mener træner Jacob Neestrup, at det røde kort var fair at give. Det blev givet, fordi dommerne vurderede, at Adelgaard frarøvede FCK en oplagt målchance.