»Hvad sker der? Kan det virkelig passe, at et barn på syv år, ikke kan gå til fodbold i den trøje, han har lyst til?«
Sådan lyder opsangen i et læserbrev i Viborg Folkeblad efter søndagens opgør mellem Viborg og AGF.
Her fik en ung dreng, der overværede kampen med sin far og farfar, sig en dårlig overraskelse.
Barnet, der bor tæt på Aarhus og så kampen med sin far og sin farfar på stadion i Viborg, blev nemlig bedt om at tage en jakke på, så hans AGF-trøje blev tildækket.
»Bedst, som de sidder her, kommer en kontrollør og beder vores barnebarn om at tage sin jakke på, fordi han sidder i AGF-trøje mellem Viborg-fans,« skriver barnets bedstemor, som står bag læserbrevet.
»Han er syv år og har også VFF-tørklæde på. Hvad sker der? Kan det virkelig passe, at et barn på syv år, ikke kan gå til fodbold i den trøje, han har lyst til? Håber, det var en 'fejl', og at der er plads til alle børn på Viborg Stadion, uanset hvilken klubtrøje, de har på.«
Men en fejl, det viste det sig ikke at være.
Barnet var af sted med sin farfar og sin far. Førstnævnte bor i Viborg og var neutral tilhænger, mens faren holder med Viborg.
Det er dog ikke uvant praksis, at man ikke har lov til at »udvise tilknytning til udeholdet andre steder, end ved og på afsnittet for udebaneholdets tilskuere« hos flere af landets Superligaklubber.
OB og FCK er to af de klubber, der har indført den regel – sammen med Viborg FF.
»Først og fremmest er det meget ærgerligt, hvis nogen har haft en dårlig oplevelse eller følt sig dårligt behandlet. Grunden til, at reglerne er sådan her, er af sikkerhedshensyn,« lyder det fra klubbens kommunikationschef, Nicolai Kristensen.
»Om det var den rigtige beslutning, der blev truffet her, ved jeg ikke. Jeg ved for lidt om det konkrete tilfælde.«
Kan du sætte dig ind i, at nogen synes, det er hysterisk at bede en syvårig dreng om at dække sin trøje til?
»Ja, det kan jeg godt. Men jeg tror, at det skal ses i, at det er for hans egen skyld. Der er regler, nogle vagter skal håndhæve, og så kan man spørge sig selv, hvor grænsen går.«
Han påpeger, at hændelser som denne her i værste fald kan medføre bortvisning fra stadion. Derfor mener Nicolai Kristensen også, at der er blevet foretaget en vurdering i denne her sag.
»De blev jo ikke smidt ud. Derfor tror jeg også, at det er blevet vurderet, at det var o.k., hvis bare jakken blev lukket til,« forklarer han.
»Jeg håber ikke, at det har medført for stor gene. Hvis vedkommende har følt sig dårligt behandlet, vil vi meget gerne give en billet til næste gang, AGF kommer på besøg.«
B.T. har været i kontakt med kvinden bag læserbrevet, men hun havde intet at tilføje til sit skriv.
Du kan se højdepunkter fra AGFs 1-0 sejr øverst i artiklen.