Det er ikke faldet i god jord, at FC Midtjylland valgte at hylde Brentford, der nu kun er én kamp fra Premier League og 1,4 milliarder kroner.

For da de nykårede danske mestre torsdag på klubbens Twitter-profil konstaterede, at Brentford er klar til playoff-finalen på Wembley, var responsen ikke specielt god.

Her er nogle af reaktionerne:

  • Hvorfor ikke bare fokusere på FCM????!
  • Fuck Midtjylland og fuck Brentford!
  • HAHA, hvor er det her pinligt!
  • Av, det er ringe
  • FC klovneklub
  • Stop jer selv, bonderøve!!
  • Nu må I stoppe, fucking bonderøve

FC Midtjylland og Brentford har tætte relationer.

FC Midtjylland-ejer Matthew Benham ejer også Brentford, der har hjemme i London. Rasmus Ankersen er sportschef i Brentford og bestyrelsesformand i Midtjylland, Cliff Crown er bestyrelsesformand i Brentford og bestyrelsesmedlem i Midtjylland.

Og en oprykning til Premier League for Brentford kan derfor være gode nyheder for FC Midtjylland.

Derfor kommer det bag på kommerciel direktør Jacob Jørgensen, at det er faldet folk for brystet, at midtjyderne valgte at markere Brentfords succes på klubbens profiler.

»Det er meget overraskende. Men det er desværre nok, fordi vi i Danmark er utroligt dårlige til at anerkende andres succes. Vi er gode til at være inspireret af janteloven. Så får man lidt ondt i en vis legemsdel,« siger han til B.T.

»De er det nærmeste, vi kan komme på en søsterklub. Går det godt for Brentford, går det godt for Midtjylland. Og den anden vej rundt.  Det er klart, at for os er det ekstremt vigtigt, at det går godt for Brentford. Og kan folk ikke forstå det, er det, fordi de ikke kender til forretningsmekanismer,« forklarer Jørgensen.

Foruden de mange fælles tråde i ledelsen er der et stort dansk islæt på holdet. Thomas Frank er cheftræner, Brian Reimer er assistent og Emiliano Marcondes, Matthias Jensen, Henrik Dalsgaard, Christian Nørgaard og Mads Røerslev Rasmussen er spillere på holdet.

Thomas Frank har stor succes i Brentford som træner.
Thomas Frank har stor succes i Brentford som træner. Foto: JOHN SIBLEY
Vis mere

»Det er helt naturligt, at vi glæder os over det. Vi glæder os ekstremt på deres vegne, at det er lykkedes for dem. Og så er det ovenikøbet  sket med en flok danske spillere på holdet. De er jo ikke Midtjylland-spillere, men de er danske talenter, der kan spille sig i Premier League. Det viser, at vi har et niveau i landet. Lad os da være stolte over det. Lad os glæde sig over, at vi har en dansk træner, og at vi har Rasmus Ankersen, som kan blive sportschef i Premier League. Det er da sejt.«

»Jeg kan ikke forstå, hvad er det, de kan harcelere over. Hvis Brentford rykker op i Premier League, er det ikke en gamechanger for FC Midtjylland, fordi det er jo ikke sådan, at vi får halvdelen af de penge. Men vores ejerskab står i en situation, hvor økonomien bliver lidt anderledes, og selvfølgelig er det tilfældet, når der tikker næsten halvanden milliard ind.«

»Jeg tror også, at eksempelvis Brøndby kunne glæde sig, hvis Jan Bech (Brøndbys bestyrelsesformand og storaktionær, red.) ejede en anden fodboldklub, der stod til at hente halvanden milliard. Andet ville være underligt. Ellers har man hovedet lidt for langt oppe i sin egen røv,« siger Jørgensen.

Brentford møder enten Cardiff eller Fulham i playoff-finalen. De spiller torsdag aften, hvor Fulham fører 2-0 fra første kamp. Selve finalen spilles tirsdag på Wembley. Vinderen spiller Premier League fra næste sæson og scorer altså et kæmpe milliardbeløb som følge af oprykningen.