Erik Sviatchenko bærer FC Midtjyllands kultur uden på tøjet og i hjertet – og kunne aldrig drømme om at tørne ud for fredagens pokalmodstander, Brøndby IF.

I stedet drømmer FCM's forsvarschef om at være med til at vinde midtjydernes første pokaltitel i fredagens finale mod de blå-gule, som han mener, at FC Midtjylland i de sidste 10 år har givet gedigent baghjul.

Den 20 år gamle fodboldfusion fra heden har vundet to mesterskaber siden 2015 – begge med Sviatchenko i en nøglerolle i forsvaret – og må i disse år betragtes som den største udfordrer af FC Københavns superliga-dominans.

B.T. har før pokalfinalen fanget Erik Sviatchenko til en snak om de vilde ambitioner i FC Midtjylland, fordomme om den midtjyske klub, en sæson, som kan ende som en fuser – og om hvorfor han betragter Brøndby IF som 'en sovende kæmpe'.

Erik Sviatchenko jagter FCM's første pokaltriumf.
Erik Sviatchenko jagter FCM's første pokaltriumf. Foto: Henning Bagger
Vis mere

OM BRØNDBYS FALD FRA TINDERNE
»Jeg har ikke – og har aldrig haft – en ambition om at spille i Brøndby IF. I de sidste 10 år har jeg ikke anset klubben for at være attraktiv at skifte til. Det er måske, fordi min generation har oplevet Brøndby IF mere i forfald end i fremdrift. Sidste sæson var selvfølgelig opløftende for klubben, selv om guldet glippede til sidst, men den generelle fornemmelse i min generation og hos folk, der er yngre, er, at Brøndby IF er en sovende kæmpe.«

»Brøndby er stadig en klub, der kan tiltrække spillere fra den samme høje hylde, som vi kan, gennem deres fans, sponsorater og økonomi. Ni ud af ti danske superliga-spillere ville jo nok sige ja til Brøndby IF, men lige for tiden er vi længere fremme med mesterskaber og vores talentudvikling, og perspektiverne ser bedre ud for os. Vi gør nogle ting anderledes, fordi vi har set, at man godt kan få succes på andre måder.«

»De har deres strategi og gør mange ting rigtigt. Sidste år var de jo tæt på. Derfor er det også underligt, at de ikke er med i toppen i denne sæson – at der ikke er mere substans. I stedet blev det en duel mellem os og FCK langt hen ad vejen. Måske er de så tynget af at skulle præstere på Vestegnen, at det er svært at finde den gyldne vej.«

»Skulle der være noget, jeg ville tage fra Brøndby IF, ville det være den stemning, de har på Brøndby Stadion, og smide den ind på MCH Arena til hver kamp. For man kan ikke tage auraen fra klubben, som gør det til et attraktivt sted at spille, for det er et unikt sted i dansk fodbold, Brøndby Stadion.«

I sidste sæson vandt FCM DM-guldet for snuden af Brøndby.
I sidste sæson vandt FCM DM-guldet for snuden af Brøndby. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

OM FORDOMME MOD FCM OG DRILLERIER
»Kig på, hvad vi har opnået i FC Midtjylland i de sidste ti år. Vi kan næsten kun grine af det, når folk prøver at stikke til os. Vi har vundet to mesterskaber, spillet europæisk gruppespil, vores bane er kåret til den bedste flere gange, og vi har produceret kæmpetalenter, som vi har solgt for flere hundrede millioner kroner.«

»Det er ting, man burde misunde os. For det er nok mere et udslag af misundelse, når folk har dårlige kommentarer om FC Midtjylland. Selvfølgelig kan vi ikke hamle op med den historik, Brøndby IF eller nogle af de andre traditionsklubber har, men rent resultatmæssigt giver vi dem baghjul. Så det klinger hult med de drillerier. Så er det, fordi man ikke ved, hvad man skal fremhæve ved sig selv.«

»Jeg tror, at det er et udslag af kulturen i samfundet. Janteloven fylder bare meget i Danmark. Man skal jo kunne turde melde stort ud, ellers er man bare en vag klub, som spiller for at undgå frem for at opnå. Vi melder stort ud og er ærlige og modige. Vi går benhårdt efter det. At vi så ikke altid opnår de målsætninger, er 'name of the game'. Men så visker vi tavlen ren og sætter os nye målsætninger.«

»Det er åbenlyst, at jeg ville ønske, at vi i FC Midtjylland havde de år på bagen, som for eksempel Brøndby til rent fanmæssigt at opbygge en kultur, som de har. Men omvendt har vi en kerne af fans, som støtter os tæt, og som tager med os til udebane. Ja, der var den guldkamp i Brøndby sidste år, hvor der kun dukkede 24 op, men bortset fra det er de med os.«

Erik Sviatchenko er opflasket fodboldmæssigt i FCM.
Erik Sviatchenko er opflasket fodboldmæssigt i FCM. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

OM AT STÅ I SKYGGEN AF FCK OG BIF – OG AT OVERSKYGGE DE ANDRE
»Det er meget naturligt, at der er mest fokus på FC København og Brøndby IF. Det er jo to store klubber, som i mange år har duelleret om mesterskabet. FCM er nye i den sammenhæng, eftersom det først er i de senere år, at vi har overtaget duellen med FCK fra Brøndby IF.«

»Jeg kunne da godt savne indimellem, at der bliver snakket endnu mere om os, når det går godt, men det er ikke noget, vi tænker på i klubben. Og det er ikke derfor, vi ser de her udmeldinger fra klubben, som vækker opsigt. Det der med klassens frække dreng er jo også en gammel traver fra klubbens første år, hvor det var vigtigt for den daværende ledelse at få klubben på landkortet. Nu synes jeg, man bør fjerne det der ry, vi har fået.«

»Jeg prøver derfor at undgå at omtale os som den frække eller nye dreng i klassen. Vi er snarere den gode dreng i klassen, som er bundsolid, og som står for kvalitet. Der er Brøndby IF så den store populære dreng, som alle gerne vil være sammen med, men hvor tøjstilen og frisuren ikke er fulgt med tiden.«

»Jeg føler klart, at der er for stor forskel på FCK, Brøndby og FCM i forhold til de andre hold. Økonomisk er vi også kommet godt med. Vi kan betale store transfers og give gode lønninger. Vi kigger ikke til de andre 'store' klubber i ligaen som AaB, OB og AGF. Det er over for lang tid, at vi har været bedre end dem. Men det er ikke ensbetydende med, at vi på dagen ikke kan tabe til alle hold. Så er Superligaen heller ikke dårligere.«

Sviatchenko har været med til at at vinde to gange DM-guld.
Sviatchenko har været med til at at vinde to gange DM-guld. Foto: Henning Bagger
Vis mere

OM (MÅSKE) MANGLENDE KRITIK AF FCM-SKUFFELSE
»Jeg synes ikke, vi slipper billigt. Der har da været negative overskrifter. Det skal der også være, for vi havde sat næsen op efter at vinde guldet igen – og i hvert fald være med til det sidste. Men omvendt står vi nu i pokalfinalen, som vi forhåbentligt vinder. Og så går det fra at være en godkendt sæson til at være en god sæson.«

»Jeg synes ikke, man kan tale om, at det har været en fiasko. Vi har været markant bedre end nummer tre. At vi så i mesterskabsspillet har mistet en form for tro på tingene, da FCK kommer for mange point foran os, det er bare fodbold, når det er mest underligt. Når mange af spillerne bare ikke har ramt niveauet, så går det ikke op. Man skal være 18 spillere, som leverer varen, for at vinde mesterskabet.«

OM AT VINDE POKALFINALEN I FCM'S FEMTE FORSØG
»Det bliver en sindssygt spændende kamp, og det bliver tæt. Men jeg har en god fornemmelse, for vi hungrer efter denne pokaltitel. Vi har været i fire finaler og har tabt hver gang. Femte gang er lykkens gang, sådan håber vi i hvert fald, at det er i FC Midtjylland.«

»Selvfølgelig bliver det afgørende for vores sæson. Vinder vi ikke over Brøndby IF, så står vi med en tabt pokalfinale og en sølvmedalje, så bliver det lidt en fuser, selvom vi har leveret godt over lang tid. I stedet vil vi have smidt det væk, når det hele spidsede til.«