Landsholdspausen er forbi. Og det blev i sandhed en pause for FC Midtjyllands anfører, Erik Sviatchenko.

Efter flere års fravær fik han igen chancen på det hold, alle danske drenge håber at spille på, men en taxitur, som B.T. kunne fortælle om, ødelagde de ellers gode muligheder for spilletid mod Sverige.

Og så endte han i flere dage med at kukkelure i isolation på et hotelværelse i Helsingør. Han fik en enkelt træning med landsholdet, inden det var slut, fordi landsholdsspillerne med base i England igen var til rådighed.

»Det var en mærkværdig oplevelse, men jeg tænker mere tilbage på, at man som 29-årig igen kan være med i landsholdsvarmen efter fire og et halvt års fravær. Det er det vigtigste for mig. At jeg bliver anerkendt for det hårde arbejde, jeg har lagt for dagen. At det så lige endte med en coronaisolation, det er, som det er, men jeg ser det mere som en positiv ting end en negativ,« siger Erik Sviatchenko, som nok fik en kort og afbrudt landsholdstur, men han glæder sig over, at han er på landstræner Kasper Hjulmands radar.

»Jeg er tæt på. Vi har jo kæmpet med denne her midterforsvarsgruppe, som jeg tror, at Jannik Vestergaard fik kaldt verdens bedste, så vi kæmper alle sammen om at komme ind i varmen, men det vigtigste for mig er, at vi har spillere, som er tæt på, og vi var fem (fra FCM, red.) af sted. Så selv om der var afbud, er vi ikke langt fra landsholdet, så det er vigtigt at holde snuden i sporet, og så kan det være, at man kan få nogle kampe,« siger Sviatchenko.

Og så har I vel også lært, at man ikke skal sætte sig i den samme taxi?

»Det kan være, at vi har lært en eller to ting. Det er en lukket sag nu. Det vigtigste er, at vi er raske og har vundet i dag,« siger han søndag efter FC Midtjyllands sejr på 2-1 over AGF, hvilket for første gang i sæsonen bringer FC Midtjylland på førstepladsen efter en hel spillerunde i Superligaen.

AGF startede kampen bedst, men det var gæsterne, som gik til pause med en føring på 2-0. I anden halvleg fik hjemmeholdet reduceret på et straffespark, der blev dømt efter brug af VAR.

»Jeg synes, at vi på fight og vilje spillede en god kamp, vi var klar på at stå imod det, AGF er rigtig gode til, og det er jo en forholdsvis simpel spillestil, de har, men de er virkelig gode til at udøve den. Vi får scoret hurtigt, og det gør, at de forcerer, og det er ikke der, de er allerbedst,« siger Sviatchenko, som selv fik en VAR-kendelse imod sig og et mål annulleret.

»Langt hen ad vejen var spillet fint, og i anden halvleg var VAR-kendelserne jo gode nok, så man kan ikke brokke sig. Men derfor kan det jo godt slå en ud som hold, at man føler sig bortdømt i den forstand. Selv om det er rigtigt dømt. Men vi blev ikke slået ud. Langt hen ad vejen er det vigtigste, at vi vinder, og det er dejligt,« lyder det fra FCM-anføreren, som nu skal gøre sig klar til næste store opgave for FCM, når Champions League venter igen på onsdag med Ajax som modstander.

»Det er vigtigt, at vi kan være med, for vi vil vinde Superligaen, og samtidig vil vi også gerne have point i Champions League, så vi skal være i vores allerbedste udgave begge steder, og det er dejligt at se, at vi også kan vinde i sådan nogle kampe. Det vigtigste er Superligaen,« betoner Erik Sviatchenko.