Det er ingen hemmelighed, at Galatasaray vil have FC Midtjyllands stjernespiller Evander.

B.T. har tidligere skrevet om flere bud, der dog ikke er blevet accepteret af midtjyderne, men Svend Graversen er åben for et salg af sin brasilianer.

Det sagde han, da B.T. efter FC Midtjyllands nederlag til Benfica i Champions League-kvalifikationen spurgte sportschefen ind til en afgang af Evander i det her transfervindue.

»Jeg kommer ikke til at udelukke noget. Jeg tror ikke, det er nogen hemmelighed, at vi er interesserede i at finde en løsning, så Evander tager det skifte, han har fortjent,« siger Svend Graversen og tilføjer:

»Men det skal være det rigtige skifte for ham, for os og for den købende klub,« forklarer han og siger om forhandlingerne med Galatasaray:

»Det er rygter, og jeg kommer ikke til at kommentere på rygter. Nu er vi glade for at få ham på banen igen,« lyder det fra FCM-bossen om Evander, der efter planen fik 45 minutter mod Benfica efter sin skade.

Mens FC Midtjylland nu overvejer at sige farvel til Evander, er det helt sikkert slut med Champions League i denne omgang med samlet 2-7 til Benfica.

»Vores minimumsmål var at komme i Europa League, det har vi gjort for andet år i træk, så på den måde er vi bestået. Det er vi rigtig glade for. Kampene i Larnaca og Benfica var besværlige, men jeg synes, at vores to hjemmebanekampe var absolut godkendte. Vi har opnået vores målsætning, og det er vi glade for,« siger Graversen og fortsætter:

»Det var en svær kamp mod dem her. I dag spillede vi lige op med dem, men alligevel står vi med et nederlag. Der er bare kvalitetsforskel, det må vi erkende.«