Randers-træner Ólafur Kristjánsson har valgt at vise sig selv helt uden filter i et nyt tv-program, som han håber giver et ærligt indblik i livet i en dansk fodboldklub.

Superliga-klubben Randers FC har lukket hele Danmark ind bag kulissen i Canal 9’s program 'Superliga Backstage', hvor man kan følge op- og nedture som fluen på væggen både i omklædningsrummet og på ledelsesgangene.

Som de første herhjemme er kronjyderne med til at give et unikt indblik ind bag murene i dele af en fodboldverden, der oftest holder sig for sig selv. Her er der ikke plads til offentligheden. Tavshed er guld, tale er sølv. Men sådan er det ikke længere. Kristjansson fortæller her ærligt om sine overvejelser om at løfte låget for en til tider tabubelagt verden. Uden filter.

Herunder kan du se Superliga Backstage - Randers FC - afsnit 1

 
"Jeg ved ikke, om min røv er blevet så tyk, at jeg ikke kan mærke, om det er koldt eller varmt, sædet jeg sidder i." Få et helt unikt indblik i, hvad der sker bag de lukkede døre hos Randers FC, i denne premiere på første afsnit af Superliga Backstage - Randers FC.
Vis mere


Man kommer ret tæt på i alle henseender af Randers og især på din trænergerning. Hvad tænkte du omkring det aspekt, inden du sagde ja til at medvirke?

»Det havde allerede været oppe og vende i foråret, og da var der forskellige holdninger til det i huset. Jeg kunne sagtens se, hvad der talte for og hvad der talte imod. Det, som taler for, er, at du åbner for noget, der har været meget lukket, og at du bryder med nogle traditioner. Der bliver åbnet for omklædningsrummet og de snakke, der foregår dér. Der er mulighed for at vise, hvordan livet i en Superliga-klub er, uden at det skal være konstrueret fra en klubs medieafdeling. Vi fortæller typisk historier, der kun er positive.«

»Det, der taler imod, synes jeg, er, at du kan risikere at åbne så meget op, at spillere, de ansatte og de medvirkende bliver hæmmet af det tv-hold, der kigger på. Du kan også blive udsat for, at folk begynder at bruge det som en undskyldning.  At det går dårligt, ’fordi vi har dem hængende over os hele tiden’.«

»Der er også det argument, at folk bliver anderledes, når der er kamera på, så du ikke får det reelle billede af folk. Der var mange overvejelser omkring det. Men projektet blev i første omgang skrinlagt i foråret. Da vi så havde været igennem en periode, hvor det ikke gik os så godt resultatmæssigt, kunne vi godt se, at vi godt kunne tabe kampe, selv om der ikke var et tv-hold hos os i dagligdagen.«

»Jeg havde også med i mine overvejelser, om der skulle fremstilles eller om der skulle udstilles. Jeg synes, der er en stor forskel på de to ting. Du kan sagtens klippe og lege med det materiale, du har, så folk pludselig står i et dårligt lys, og det var meget vigtigt for mig, at vi med tv-holdet var meget afklaret omkring, hvad formålet med projektet var. Det var ikke for at lave sensations-tv, men for at lave tv, der viste realiteterne i en fodboldklub.«

»Jeg har også tænkt i forhold til mig selv – hvad er der på spil? Hvad kan jeg vinde og tabe på det? Der var min konklusion, at jeg ikke havde noget at skjule. Jeg synes selv, at denne slags programmer er interessante. Hvis der er et lignende program, gør jeg mig umage på at se det, fordi det er spændende at se bag kulisserne. Hvorfor så ikke selv være med i et og vise sig frem uden filter?«

Herunder kan du se Superliga Backstage - Randers FC - afsnit 2

 
Det er blevet tid til andet afsnit i serien ’Superliga Backstage - Randers FC’. Klubben har åbnet dørene, der ellers normalt er helt lukkede - og i dette andet afsnit møder vi Randers FC midt i en krisetid. Holdet har ikke endnu vundet en kamp i Superligaen, og ledelsen, spillerne og ikke mindst cheftræner Ólafur Kristjánsson er under massivt pres.
Vis mere


Så det var for at bryde nogle tabubelagte vægge ned, som der er i fodboldverdenen, og give et indblik, der fik dig til at sige ja?

»Ja, men man må heller ikke generalisere. Jeg kan godt forstå, at der er klubber og trænere, der ikke ønsker at være med i sådan et program. Der vil jeg ikke stå frem og sige, at det er fuldstændig åndssvagt, at man ikke vil det, fordi det er helt op til den enkelte. Folk må synes, hvad de vil og kritisere min medvirken i Backstage, hvis det er det, de føler. Der er ingen, der bliver tvunget til noget.«

»Jeg synes, det ville give en bedre forståelse for, hvad en træner bokser med i dagligdagen. Alle de timer, vi lægger i det. Der er mange, der tror, at når vi er færdige med træning ved frokosttid, så tager vi bare hjem og kigger ud i luften eller tager ud og spiller golf.«

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»I forhold til projektet var jeg et eller andet sted ligeglad, om det ville gå dårligt eller godt for os på banen, når tv-holdet fulgte os. For virkeligheden er jo den, at når det går dårligt, har vi heller ikke noget at skjule. Der er en berøringsangst i forhold til konflikter, uenigheder og når resultaterne er dårlige, men det er jo det, vi trænere bokser med i de dårlige perioder.«

I forhold til netop det følger vi dig også på et tidspunkt, hvor du reelt set ikke ved, om du skal sætte dig ind i bussen til en pokalkamp mod Agerbæk SF/Starup IF, fordi dit job forinden er til diskussion på et bestyrelsesmøde. Hvordan er det at lukke seerne ind i et øjeblik som det, der må være ubehageligt?

»Har man sagt A, må man også sige B. Der kan man ikke bare sige, at de skulle stoppe med at filme. Efter at have set optagelserne bagefter kan jeg godt se på mit kropsprog, mit udtryk og måden, jeg er på, at situationen præger mig meget. Jeg kan se, at jeg ikke var så upåvirket af det, som jeg måtte tvinge mig til at være. Men der er ingen, der skal have ondt af mig. Det er sådan, det er. Det var sådan situationen var lige dér. Der var et bestyrelsesmøde, hvor min stilling blev diskuteret. Og da afklaringen kom, handlede det om at komme af sted til kampen og være til stede for spillerne. Det giver egentlig et godt billede af et meget turbulent døgn.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere


Undervejs har du også delt en meget personlig historie omkring dengang, du mistede din bror i en tragisk bilulykke. Hvad har dine overvejelser været i forhold til at ikke kun at bringe os tæt på dig som træner, men også som menneske?

»Den sekvens var blevet optaget meget tidligt i forløbet og handlede meget om, at når man er træner, der skal forsøge at skabe et resultat, vil man meget gerne kontrollere så meget som muligt. Man har et behov for at have kontrol. Det var en refleksion over, hvor meget man egentlig kan kontrollere. Det passede rigtig godt i sammenhæng med bestyrelsesmødet og al virakken om min position.«

»Jeg har erfaret i livet, at der er nogle ting, man ikke kan kontrollere. Der er ting i livet, man ikke kan vide. Som hvornår man forlader denne verden. Budskabet fra min side var at leve i nuet og lade være med at bekymre sig over ting, man ikke har kontrol over. Det var en uddybelse af, hvad min generelle filosofi både som menneske og træner er. Jeg kontrollerer det, jeg kan, og jeg lader være med at bekymre mig om ting, der ikke er i min magt. Det var slet ikke påtaget, og det var ikke, fordi det absolut skulle med, men jeg synes s'gu, det er okay at vise, at en træner og en leder har følelser og en menneskelig side.«

Herunder kan du se Superliga Backstage - Randers FC - afsnit 3

 
Her giver vi dig tredje afsnit af vores dokumentarserie, Superliga Backstage - Randers FC. Klubben har åbnet døre for os, der ellers normalt er lukkede, og i dette trejde afsnit er vi med, når cheftræner Ólafur Kristjánssons fremtid skal afgøres, når de sidste transfers skal laves, og når Superliga-sæsonens første sejr jagtes i lokalopgøret mod AGF.
Vis mere


Hvad har du fået af respons på programmerne?

»Det er et nicheprodukt, og interesser du dig for fodbold og sport, er der nok mange, der synes, at det er spændende. De tilbagemeldinger, jeg har fået fra folk, der ikke har set den side før, er, at det er dejligt befriende. Jeg har også hørt, uden at det har været direkte, at der er folk, der synes, det er for meget. Nogle synes, det er noget gøgl. Fred være med det. Jeg kan bare ikke se, hvor gøglet skulle ligge. For det er ikke noget, vi konstruerer.«

»Formålet er ikke selvpromovering, og jeg ville kun synes, det er gøglet, hvis vi var påtagede og uautentiske i det, vi lavede. Der er to lejre, tror jeg. Der er dem, der er i fodboldverdenen, der synes, det er unødvendigt. Og så er der seerne og medierne, der synes, det er spændende. Sådan er det med alting. Der er altid delte meninger om tingene.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere


Hvorfor tror du, vi ikke har set noget i samme dur før i Danmark?

»Vi har en direktør (Michael Gravgaard, red.) i klubben, der har nogle markante holdninger til, hvordan produktet Superligaen har udviklet sig, og hvordan man kan forbedre det. Han har i sin research fundet ud af, at dem, vi forsøger at ramme, de kommende fodboldfans, søger nogle andre platforme, end dem, der normalt ser en fodboldkamp. De vil hellere på Youtube og de sociale medier, hvor du får serveret lige præcis det, du har lyst til at se. Det, synes jeg, også giver mening.«

»Jeg tror, det er vigtigt for dem, vi forsøger at ramme – de kommende fodboldfans - at de får nogle relationer til de mennesker, de skal forholde sig til, hvis de hopper med på vognen. Vi har ikke været dygtige gode nok til at åbne og byde inden for. Jeg tror, det her er en god måde at gøre det på. I hvert fald synes jeg ikke, det har skadet.«

»Det er ikke sådan, vi bliver forstyrret 24/7 af kameraholdet. De har været gode til at være fluen på væggen. Og når det kommer til stykket, er vi jo alle sammen nogle primadonnaer. Vi synes, det er irriterende. ’Hvad fanden er det for noget?’. Det er en klassisk holdning. Har man den holdning, behøver man heller ikke tage stilling til noget, så stiller man sig bare i vejen. Det er typisk i et sportsmiljø, at vi fandme ikke skal vise sårbarhed. Vi skal alle være stærke og macho. Så fred være med, hvis folk synes, det er plat. Men jeg har forsøgt at være mig selv. Og det skal være uden filter. Kommer filteret på, tror jeg ikke, det bliver troværdigt.«