De har været hjemsendt på grund af coronakrisen og må ikke arbejde.

Alligevel er Superliga-spillere fra to klubber blevet set på deres klubbers anlæg, hvor de har trænet sammen - og det må de ikke.

Det skriver Aarhus Stiftstidende og Amtsavisen.

Det drejer sig således om AGF-spillere og Randers FC-spillere, der er blevet set træne sammen.

Over for Århus Stiftstidende bliver det fra Erhvervstyrelsen slået fast, at det er en 'forudsætning for at modtage lønkompensation, at de hjemsendte medarbejdere ikke arbejder i de perioder, hvor de er hjemsendt'.

Og AGF og Randers FC har netop sendt spillerne hjem for at få del i de hjælpepakker, som staten har gjort tilgængelige i forbindelse med coronakrisen. Her bliver virksomheder altså lønkompenseret, hvis man sender medarbejdere hjem i stedet for at fyre dem.

Det har betydet, at staten dermed vil dække 75 procenter af lønningerne, dog maksimalt 30.000 pr. medarbejder.

Ifølge Amtsavisen var der mandag 11 Randers FC-spillere samlet ved de baner, klubben normalt træner på.

Ifølge Århus Stiftstidende var syv AGF-spillere mandag samlet på anlægget i Fredensvang.

Hos begge Superliga-klubber understreger man, at træningen ikke er foregået på klubbens foranledning.

»Det er nu blevet indskærpet over for spillerne at de ikke må være på Fredensvang - heller ikke i privat regi,« siger Søren Højlund Carlsen, AGFs kommunikationschef, til Århus Stiftstidende.

»Det har jeg ikke kendskab til. Vi har sendt spillerne hjem og har derfor ikke kontakt til dem,« siger Randers FC-sportschef Søren Pedersen til Amtsavisen.

Da AGF for små uger siden valgte at sende Superliga-truppen hjem, lød det:

»Selv om der er mange ubekendte, så forsøger vi konstant at skrue på alle de knapper, vi kan for at sikre, at vi som selskab og klub kommer bedst muligt ud af denne vanskelige situation. Vi har et solidt fundament, og de forskellige hjælpepakker, vi kan gøre brug, er en stor hjælp,« sagde AGF-direktør Jacob Nielsen

Det vides endnu ikke, hvornår Superligaen igen bliver genoptaget, så sæsonen kan spilles færdig.

AGF ligger i øjeblikket på tredjepladsen, Randers FC ligger på syvendepladsen.