Det er en velkendt sag, at rivaliseringen mellem Superliga-klubberne AGF og Randers FC er enorm.

Så da det op til træningsstarten på den ny sæson kom frem, at Nicolai Poulsen fremadrettet skal spille i aarhusianernes hvide dragt, ramte nyheden de randrusianske fodboldfans hårdt.

»Jeg er blevet konfronteret med folks meninger, og har modtaget hadske beskeder. Ligeledes er jeg blevet stoppet på gaden, og her blevet belært om, at jeg ikke kan være mig selv bekendt,« fortæller Nicolai Poulsen til B.T.s udsendte efter AGF's første træningspas mandag formiddag.

Han understreger dog, at de negative reaktioner ikke kommer bag på ham.

Nicolai Poulsen, billedet, er i sommer skiftet fra Randers FC til AGF.
Nicolai Poulsen, billedet, er i sommer skiftet fra Randers FC til AGF. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Jeg var forberedt på det, og det er kun dejligt at folk er engagerede,« siger Nicolai Poulsen.

I medierne har han tidligere udtalt, at man som ungdomsspiller i Randers ikke skal komme hjem til mor og far og sige, at man har tabt til AGF.

»Ha, ha. Jeg er sikker på, at mine forældre stadig vil give mig aftensmad, når jeg kigger forbi. Faktisk har de bakket mig op omkring beslutningen om klubskifte, da de har mærket, at jeg havde brug for nye udfordringer,« siger Nicolai Poulsen.

Han betragter skiftet som et skridt opad set i et sportsligt perspektiv.

»Det er indiskutabelt, at Randers de seneste år har klaret sig bedre end AGF. Men jeg mener at forudsætningerne og ambitionerne for topfodbold er større i Århus,« siger Nicolai Poulsen.

På AGF-holdet kommer han til at danne midtbane med australieren Mustafa Amini, der i 2016 i en kamp i Aarhus tacklede ham så hårdt, at han udover hjernerystelse og knoglebrud, også gik glip af OL-deltagelse i Rio de Janeiro.

»Selvfølgelig var jeg efterfølgende en bitter mand, men der er fra min side ikke mere. Livet går videre,« siger Nicolai Poulsen, der ikke husker om han har modtaget en undskyldning.

»Det skal siges, at jeg fungerede fint med Amini, da vi spillede sammen i Randers. Kan vi få det spil op at køre igen, ser det spændende ud,« siger Nicolai Poulsen med et smil.

Nicolai Poulsen, i sort Randers-trøje, duellerer med AaB's Magnus Christensen (til venstre).
Nicolai Poulsen, i sort Randers-trøje, duellerer med AaB's Magnus Christensen (til venstre). Foto: Henning Bagger
Vis mere

AGF's cheftræner David Nielsen er udmærket klar over, at  Nicolai Poulsen og Mustafa Amini har en speciel historik.

»Det er min erfaring fra fodboldverdenen, at dem man skændes med på det modsatte hold, ofte bliver ens kampfælle, når man iklæder sig samme spilledragt. Jeg kan godt se, at der måske gemmer sig en sexet Se og Hør-historie. Men det tror jeg altså ikke, det kommer til at blive. Og hvis det alligevel gør, skal vi nok få løst det,« siger David Nielsen.

Han ser frem til den kommende sæson.

»I forhold til sidste sæson har vi ikke ændret målsætningen. Den lyder stadig på, at vi skal i top-6. Trupper ser spændende ud. Nu har vi fået Nicolai Poulsen ind. Jeg er sikker på, at han kommer til at styrke vores hold. Han er ekstrem aggressiv og var ledertype i Randers. Det håber jeg, at han også bliver hos os,« siger David Nielsen, der ved mandagens træning måtte undvære Jens Stage, der er med U21-landsholdet til EM, samt Mustafa Amini, der har fået bevilget et par ekstra feriedage.