Lyngby har en plan. De skal bruge en enorm pose penge lige nu, lidt line fra DBU, en køber og en måned mere. Så skulle redningsplanen også kunne lade sig gøre.

Men der er pres på bestyrelsesformand Torben Jensen, for hvis han hele tiden har set onsdag den 31. januar som sin endelige deadline for redningsforsøget, har han fået en kedelig overraskelse med posten i form af et brev fra DBU. Det brev skulle ifølge BTs oplysninger have en noget kortere deadline, for unionen ønsker svar på en række spørgsmål vedrørende Lyngbys fremtid, og de vil angiveligt have dem allerede i denne uge.

LÆS OGSÅ Lyngby tæt på overlevelse efter dødsdans: 'Vi har to tilbud på hånden'

»Jeg kan bekræfte, at vi har modtaget et brev fra DBU, som vi selvfølgelig har tænkt os at svare på. Jeg læser det ikke som et krav om noget. Jo, det er et krav, at vi skal svare, men det er jo almindelig høflighed. Vi skal komme med nogle oplysninger om, hvad der sker, og så skal vi tage den derfra,« siger Torben Jensen til BT.

»Jeg kan ikke huske, hvornår vi skal svare. Men det er rigtigt, at det godt kan være, det er i den her uge.«

Torben Jensen har ellers ikke mange kommentarer til potentielle købere, som skal redde Lyngby. Han pointerer, at han ikke vil sige en masse om forhandlinger, hvis det hele så ender anderledes. Men som BT forstår det, arbejdes der lige nu i første omgang på at skaffe de millioner, som skal dække omkostningerne for februar. Og den mission er klubben angiveligt meget optimistiske omkring.

Det vil give Torben Jensen en måned mere til at sælge Lyngby, og dermed vigtig tid i sådan en proces. Og det kæmper han hårdt for.

»Vi knokler for fuld hammer, og vi har gang i alle ender og kanter. Jeg har lige lagt røret på en, som jeg skal snakke videre med om lidt. Jeg håber og tror stadig på det,« siger Torben Jensen.

Imens Lyngby-ledelsen arbejder på at skaffe penge til en måned mere og samtidig finde en køber til klubben, afventer klubbens spillere situationen. Der er ifølge Lyngby-profilen Michael Lumb ikke blevet snakket om muligheden for at udskyde lønudbetalingen, for det skulle slet ikke kunne lade sig gøre.

»Så vidt vi er informerede, er det sådan, at lønnen skal betales den sidste dag i måneden. Det er på onsdag. Det er det eneste, jeg ved. Og jeg har ikke hørt noget om, at vi skulle kunne udskyde vores løn,« siger Michael Lumb, der ikke ser frem til eventuelt at stå klubløs på torsdag, hvis ikke redningsplanen lykkes.

»Det vil ikke være en særlig rar situation for nogen af os. Vi kan kun håbe på, at de får styr på det. Det er ikke særlig sjovt. Vi må bare gøre vores arbejde på træningsbanen og så håbe på, at der kommer en køber, der er interesseret i at købe klubben. Men det ved vi allersenest om en uge,« siger Michael Lumb.