Vinterens transfervindue har blot været åbent i få dage, men de danske superligaklubber sidder ikke på hænderne.

Tidligere torsdag kunne Helsingør først  offentliggøre, at man har hentet Pascal Gregor i FC Nordsjælland. Siden var det Lyngbys tur til at præsentere svenske Simon Strand, og nu erfarer BT så sammen med flere andre medier, at OB også har fået fingrene i en ny spiller.

Der er tale om 24-årige André Rømer, som bliver hentet hos rivalerne fra FC Midtjylland. Rømer er et produkt af midtjydernes akademi og har i sin tid i Herning dækket flere forskellige pladser i forsvaret og på midtbanen. Selv om det kun er et år siden han forlængede sin kontrakt med fem år, har han i et stykke tid ytret ønske om at rykke videre, da det på det sidste har været småt med spilletid.

FC Midtjylland har ligeledes erklæret sig villig til at slippe deres altmuligmand, så forhandlingerne har angiveligt ikke været kompliceret.

OB sagde tidligere på ugen først farvel til den nigerianske midtbaneslider, Izunna Uzochukwu, og siden til forsvarsspilleren Frederik Tingager. Det blev proklameret, at de skulle erstattes, og Rømer ser altså ud til at blive første forstærkning. BT har været i kontakt med OB's sportschef Jesper Hansen, men han ønsker ikke at kommentere sagen.

Ifølge BT's oplysninger har Rømer og OB lavet en aftale, der løber frem til 2021.

OVENFOR KAN DU SE EN AF ANDRÉ RØMERS BEDRE AKTIONER FOR FC MIDTJYLLAND