Randers FC meddelte torsdag eftermiddag, at klubben har gaflet cheftræneren hos superligarivalerne fra Hobro - Thomas Thomasberg. Den rutinerede træner overtager depechen fra Rasmus Bertelsen, der har vikarieret som cheftræner, siden hollandske Ricardo Moniz fik sparket i januar.

Men det hele kan ende ud i et yderst mærkværdigt scenarie, hvor Thomas Thomasberg skal stå i spidsen for Hobro i den første tredjedel af sæsonen, inden han kan få lov at starte i sit nyt job i det kronjyske.

Det fortæller sportschef i Hobro, Jens Hammer Sørensen, kort efter nyheden blev offenligt kendt.

»Det her er helt nyt for os. Jeg fik beskeden i går aftes, da Thomas ringede og fortalte, at han gerne ville prøve noget andet. Men han har jo en kontrakt med os indtil den 30. september, og som udgangspunkt er han her indtil da,« fortæller Jens Hammer Sørensen.

Men er det seriøst et scenarie, at Thomas Thomasberg står i spidsen for Hobro indtil slutningen af september?

»Ja ja. Det er det, vi helt tydeligt har sagt til Randers, og vi har også sagt det til Thomas. Det kan sagtens ende med det scenarie, for vi vil ikke skynde os i den her proces. Vi har jo trods alt drengen på kontrakt frem til den 30. september. Og helt fysisk har han endnu ikke afleveret sin opsigelse.«

»Det er vigtigt for mig at sige til omverdenen, at som udgangspunkt er Thomas Thomasberg træner i Hobro frem til den 30. september. Og vi har også masser af tiltro til Thomas, Han har været professionel hele vejen igennem, og det tænker vi også, at han vil være, hvis han skal stå i spidsen for holdet i sæsonstarten,« understreger Hobro-bossen.

Men det er vel langt fra et optimalt scenarie for jer, at I starter sæsonen op med en træner, der ikke skal være der mere end et par måneder?

»Njaaa...et ønskescenarie for mig er, at jeg hurtigst muligt får en træner ind, der er mindst ligeså dygtig som Thomas. Men Det vigtige for os er, at vi får tid og ro til at finde en ny træner. Men vi kan kun give Thomas rosende ord med på vejen, og han er en god fyr, der har gjort et godt stykke arbejde for os.«

Hobro overstrålede i den forgangne sæson Randers. Er du skuffet over, at Thomas Thomasberg alligevel har valgt at skifte til dem?

»Det har jeg som sådan ikke nogen holdning til. Jeg er ærgerlig over, at han ikke skal være her mere, men jeg har også snart været i gamet i så mange år, at jeg kender mekanismerne. Og vi skal bare skynde os at finde en god erstatning og ikke tænke så meget mere over det. Det er kun naturligt for en klub som vores, at andre klubber kigger på vores spillere og trænere, når de gør det godt.  Det har vi prøvet et par gange, og nu står vi her igen.«

Har du allerede indledt jagten på en ny træner?

»Ja, så småt. Men altså først og fremmest vil jeg understrege, at det er gået meget stærkt. Spillerne er ikke engang mødt ind endnu. De kommer først her klokken 15.00 i dag, og jeg ville egentligt helst have overleveret nyheden til dem personligt først, før det blev offentligt. Men nu er det kommet ud, så jeg har i stedet sendt dem en sms i stedet for, og reaktionerne begynder at tikke ind,« slutter Jens Hammer Sørensen.