Emiliano Marcondes fortæller i TV3 Sport-programmet 'Sat Af', hvorfor han afviste Brøndby i sommer.

Superligaens topscorer, der i januar bytter FC Nordsjælland ud med Brentford i Championship, vil først og fremmest gerne prøve sig selv af i udlandet. Det var hovedårsagen til, at han ikke ville rykke til Brøndby, som var interesserede i ham i sommer.

Men i TV3 Sports program går Marcondes yderligere i dybden med, hvorfor det ikke blev i denne omgang, at han skulle en tur til den københavnske vestegn.

»Planen var lidt anderledes, fordi jeg skulle ligge lidt bag Mukhtar som 8'er og ikke komme så meget med i boksen, som jeg gerne vil. Det var måske lidt en dårlig ting,« siger han i følge Tipsbladet til 'Sat af' og fortsætter:

»Jeg hørte også mange historier om, at i Brøndby må du ikke selvtræne. Det er meget kollektivt. Når du træner, så træner holdet. Man går ud på banen sammen, og man går ind igen sammen. Der er ikke nogen, der bliver ude og sparker ekstra eller noget. Det, synes jeg, var lidt mærkeligt.«

I toppen af artiklen kan du se en ærgerlig svipser fra FC Nordsjællands fans, da de ville tage afsked med Marcondes.

Emiliano Marcondes har været brandvarm i Superligaen i denne sæson. Han har scoret 17 mål - fire mere end nummer to på topscorerlisten, Pål Alexander Kirkevold. Han ligger desuden på en delt førsteplads på assistlisten med ni af slagsen. Samme antal som FC Midtjyllands Jakob Poulsen.

I Brentford, som har til i den vestlige del af London, kommer Marcondes blandt andre til at være holdkammerat med danske Andreas Bjelland.