Jonas Dal er færdig som cheftræner for Superliga-bundproppen Hobro. Det erfarer Ekstra Bladet og TV3 Sport1 mandag aften.

Jonas Dal blev fredag offentliggjort som ny cheftræner i Esbjerg fra den kommende sommer, hvor hans kontrakt med Hobro udløber. Men allerede nu er han fritaget for sit job som cheftræner i den klub, han først førte op fra 1. division og siden skaffede overlevelse i Superligaen.

Hobro-ledelsen holdt ifølge Ekstra Bladet møde om Jonas Dals fremtid i klubben her til aften, og her blev det besluttet at give den kommende Esbjerg-træner besked om, at han ikke skal være manden, der skal føre det øjeblikkelige bundhold i Superligaen ud af sumpen.

En decideret fyring er der angiveligt ikke tale om. I stedet skal Jonas Dal være sendt på ferie. Dermed fortsætter Jonas Dal med at være på lønningslisten i Hobro, hvilket betyder, at Esbjerg kun kan få fingrene i Jonas Dal med omgående virkning, hvis de betaler Hobro en overgangssum. Esbjerg har Michael 'Mex' Pedersen som vikarierende cheftræner og vil gerne ansætte Jonas Dal så hurtigt som muligt. Men det kræver altså, at de når til enighed med Hobro.