KOMMENTAR

»Det handler ikke om rigtigt eller forkert…men om at vi er forskellige.«

Sådan sagde en klog dame til mig for nogle år siden. Og selv om det lyder simpelt og banalt, har den sætning lært mig meget.

Det følgende kommer til at lyde som et forsvar af en fyret mand. Det er det ikke. Det er mit skriftemål, for jeg vil altid bære en byrde over, at jeg tog en mand med sin mor og bror til Danmark, for at blive bedt om at sende ham retur tre måneder og otte kampe senere. Trænerfyringer i topfodbold er sædvanlige, men den her trænerfyring vil nok altid påvirke mig på det menneskelige plan.

Historien om Ricardo Moniz og Randers FC starter i 2009. Da jeg pegede på Ricardo som træner for Randers FC, var det fordi jeg huskede tilbage på min egen tid i Hamburger SV. Her dirigerede Ricardo dedikeret og passioneret rundt med store Bundesliga-stjerner som Guerero, Olic, Mathijsen – og ja så lige mig. Nå ja, så var der også de unge som Rincon, Choupo-Moting og Boateng, der ofte fik lov at træne tre gange om dagen, og aldrig var det, de lavede, godt nok. Der var altid noget, som de kunne gøre bedre ifølge Ricardo, når han ivrigt fortalte om Cruyff og co. Ingen grinte ad ham.

Ricardo Moniz, da han var cheftræner i Hamburger SV. Her ses han instruere den daværende hollandske superstjerne, Ruud van Nistelrooy (th.)
Ricardo Moniz, da han var cheftræner i Hamburger SV. Her ses han instruere den daværende hollandske superstjerne, Ruud van Nistelrooy (th.) Foto: PHILIPP GUELLAND
Vis mere

Han var dengang midt i 40’erne og kunne træne med, når vi spillede ”kant”. Det aftvang respekt. Jeg glædede mig til hver eneste træning, husker jeg. Ja, han var hidsig og kontant. Meget endda. Vi jokede med, at når man ikke var på dupperne, så kunne det høres i Norderstedt ti kilometer væk. Men jeg fandt ret hurtigt ud af, at det kun handlede om, at han ville gøre os bedre. Han kunne og kan ikke acceptere middelmådig indstilling, og det, han kalder ‘offermentalitet’.

»Tag ansvar for dig selv, din side er blank, skriv din egen historie.«

I en sætning kunne han svine dig til for at sjuske eller ikke være koncentreret nok, men samtidig fortælle dig, at du kunne blive verdens bedste. Boateng var især én af dem, der havde det hårdt, for Ricardo mente han havde evnerne…..og, behøver jeg at skrive mere?

Ricardo er ikke forkert. Han er anderledes og mere international, end vi er vant til i Danmark. Han har trænet i klubber og med spillere, som i min optik kræver markant mere respekt og anerkendelse, end han har fået i sin korte tid i Danmark. Han har arbejdet med spillere som Kane, Bale, Davids, van Nistelrooy, van Persie og jeg kunne blive ved.

At ledende journalister, også sportschefen på denne avis, kan tillade sig at kalde ham for alt fra Superligaens største fejltrin, skør, manisk, hadet, frygtet osv. er over min fatteevne.

Fakta. De sportslige resultater var acceptable holdets situation taget i betragtning. Under Ricardos ledelse tabte holdet til de tre suveræne Superliga-tophold, heraf to på udebane. Derudover to sejre, to nederlag og en uafgjort. På nær FC Midtjylland-kampen vil jeg vove den påstand, vi har været tæt på point i alle kampe. Selv en blind kunne i perioder se vores hold blive udfordret med Ricardos stil, og dét af flere årsager.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Gravgaard afviser: Superliga Backstage har ikke påvirket resultaterne:

 
Afgående sportsdirektør i Randers FC, Michael Gravgaard, kommenterer på kritikken af Canal 9-programmet Superliga Backstage, der i efterårssæsonen fulgte den jyske klub tæt.
Vis mere

Ingen på Viborgvej i Randers var generelt i tvivl om, at stilen krævede højere kapacitet. Spillerne blev pisket for at komme derop, og bare det at gøre det midt i en turneringsfase indebærer risiko. Nogle tog godt imod det.

»Coach, 10 minutter mere,« hørte jeg til et af Ricardos sidste træningspas, som en provokerende opfordring fra en af de unge spillere, men det var præcist den provokation, Ricardo søgte. Mere vil ha’ mere, hvis du vil det nok.

Andre reagerede knap så positivt, og kunne ikke forstå hvad han sagde eller ville med holdet. Forandringer kan jo gøre ondt. Andre trænere er lykkedes med at tale proces i flere år, når noget nyt skulle implementeres.

Der er altid to sider af en sag, og Ricardo skal ikke have skyld for at være en moderne leder, hverken over for spillerne eller det øvrige trænerteam. Han kunne også være forvirrende og snakke i et tempo, hvor det er svært at følge med.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Se Superliga Backstage: Randers FC - afsnit 6:

 
Det er tid til efterårssæsonens sidste afsnit af ’Superliga Backstage – Randers FC’. I dette sjette andet afsnit møder vi Randers FC i en tid, hvor en længe ventet optur langsomt er forvandlet til nye problemer. Og i kulissen kører forhandlingerne om fremtiden for mange af kronjydernes spillere.
Vis mere

Han udfordrede også vores skematiske måde at tænke fodboldtræning på, for han kunne finde på at ændre indholdet af en træning nede på banen, hvis han lige følte, der var behov for afslutningstræning i stedet for forsvarstræning.

Det er i vores kultur forvirrende og uorganiseret, i Ricardos verden er det blot et naturligt valg i øjeblikket. Intuition. Ligesom når han råber af angriberen »bestem dig, dribl eller skyd. Stol på dit instinkt. Du kan ikke organisere dig ud af en afslutning. Stol på dig selv.«

Jeg havde håbet, vi kunne få det til at virke, men kontrasten var (måske for) stor, og bestyrelsen i Randers FC tog (tidligt) et valg. Det er deres klub og også deres ret at tage det valg. Det handler ikke om rigtigt eller forkert, men om stil. Jeg håber dog, at nogle af spillerne tager noget med sig fra de sidste måneder. De kan jo google sig frem til, hvordan det endte med de unge fra min HSV-tid… Så er han måske ikke helt så skør alligevel. Bare anderledes.