Randers FC's superligatrup er ramt af stor uro efter Jonas Borrings orlov fra holdet - orloven skyldes nemlig, at Randers-anfører Christian Keller er fundet sammen med Borrings kone.

Omklædningsrummet i fodboldklubben Randers FC har sit at bøvle med frem mod søndagens superligakamp ude mod Brøndby.

Onsdag meddelte klubben, at profilen Jonas Borring er blevet givet orlov på ubestemt tid af personlige årsager. De årsager stikker imidlertid dybt ind i førsteholdstruppen.

BT kan således fortælle, at klubbens anfører, Christian Keller, har fundet sammen med Jonas Borrings kone, Kira Egsgaard Borring. Keller bekræfter forholdet over for BT.

Og det er grunden til, at Jonas Borring har haft brug for på ubestemt tid ikke at komme i klubben, selv om han er startet inde i forårets to første kampe. Jonas Borring og Kira Egsgaard Borring blev gift i 2011 og har to børn sammen. De er i dag separerede.

To af holdets bærende spillere Johnny Thomsen og Kasper Fisker erkender, at situationen har skabt uro i truppen.

»Jeg har ikke lyst til at fortælle yderligere, end at det selvfølgelig har skabt uro. Det eneste, jeg fokuserer på, er vores næste kamp på søndag,« siger Johnny Thomsen.

Jonas Borring (tv.) er i øjeblikket sygemeldt, efter at Christian Keller (th.) er blevet kæreste med hans kone.
Jonas Borring (tv.) er i øjeblikket sygemeldt, efter at Christian Keller (th.) er blevet kæreste med hans kone. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Det har selvfølgelig skabt noget uro, når en spiller ikke er der mere af personlige årsager. Det er ikke altid nemt, og jeg har selvfølgelig ondt af Borring. Det er ikke sjovt ikke at kunne passe sit arbejde af personlige årsager. Det er en meget træls situation, som Borring er havnet i,« supplerer Kasper Fisker og fortsætter:

»Jeg snakker meget med Keller, og han har altid været vellidt i truppen, men selvfølgelig er det noget træls noget det her. Men jeg synes faktisk, at truppen har håndteret det rigtig, rigtig flot. Det handler om at være så åben som mulig, og det synes jeg, at truppen har været god til. Jeg har altid syntes, at vi har et stort omklædningsrum, og det er det, vi skal vise frem nu i sådan en svær situation, så vi kan overvinde det.«

Anfører Christian Keller, der selv for nylig er blevet skilt, lægger ikke så meget i, hvad andre i truppen tænker om hans privatliv, efter han nu danner par med Kira Egsgaard Borring.

»Jeg ved ikke, om jeg kan forstå, at det har skabt noget uro. Jeg er i Randers FC for at spille fodbold, og det, jeg laver, når jeg ikke er på arbejde, holder jeg for mig selv. Jeg bekymrer mig ikke så meget om, hvad folk tænker om mit privatliv. Det må være mit eget problem,« siger han og tilføjer:

»Truppen er blevet informeret om, hvad der foregår, og så har den en holdning til, om den synes, det er okay, eller hvad den nu synes om mit privatliv. Det kan jeg egentlig ikke bestemme. Den er blevet informeret om det, og mere føler jeg ikke, at jeg kan gøre.«

Den 35-årige anfører udtrykker dog, at han er ked af, at Jonas Borring ikke kan spille fodbold i Randers i øjeblikket.

»Selvfølgelig er jeg ked af, at Jonas ikke vil være i klubben længere eller i hvert fald har brug for at tænke over det. Det vil jeg gerne snakke med Jonas om, men det kommer jeg ikke til at gå ind i her.«

Kan du sige, hvordan er dit forhold til Jonas nu?

»Det kan jeg ikke. Jeg vil også hellere snakke med ham selv. Det er en bedre vej at gå, synes jeg,« lyder det fra Christian Keller, der ikke har overvejet at smide sit anførerbind i klubben.

»Nej, jeg fortsætter bare. Det ændrer ikke noget for mig. Det eneste, det ændrer, er bare, at Jonas ikke er der mere. Sådan er det. Jeg kommer til at være den samme person og fortsat være anfører for Randers FC, som jeg vil give alt for. Jeg holder af alle mennesker i klubben, og min arbejdsopgave er den samme. Hverdagen fortsætter, og vi træner og forbereder os til kampen i weekenden. Men selvfølgelig vil der være noget snak om det. Jeg er jo ikke helt idiot, så det er jeg da klar over.«

31-årige Jonas Borring, der blev kåret til årets spiller i 2015 af Randers-fansene, har kontraktudløb til sommer. Om han har en fremtid i Randers, så længe Christian Keller er en del af klubben, vil sportschef Ole Nielsen ikke spå om.

»Vi er i en dialog om en forlængelse, men hvordan det ender, ved jeg af gode grunde ikke. Om sagen her kan jeg kun sige noget om, hvordan spillerne træner, og på trods af at vi alle har forståelse for Jonas Borrings situation, er spillerne gode til at skille tingene ad og træner flittigt. Det er trods alt det, vi er ansat til. Og så prøver vi at give Jonas al den opbakning, han har brug for. Mere har jeg ikke at sige til den sag,« fastslår Ole Nielsen.

BT har forsøgt at få en kommentar fra Jonas Borring, men han er ikke vendt tilbage trods flere henvendelser.