Jublen var enorm, da Hobro IK i søndags med sejr på 2-0 over Viborg FF undgik nedrykning fra Superligaen.

»Det var ikke blot en kæmpe forløsning for klubben, men også for mig personligt. Op til jeg i februar sagde ja til at gøre comeback som cheftræner i en Superliga-klub, havde der jo været en tid, hvor jeg havde været udfordret på andre områder,« siger cheftræner Peter Sørensen, som B.T. har fanget til en snak få timer før han drager på en ugelang sommerferie på Mallorca.

Det han hentyder til er sidste års fyring i Silkeborg IF samt den retssag, hvor han i foråret 2017 stod anklaget for at have udøvet vold mod sin eks-kone.

»Det endte heldigvis med en frikendelse, men det er klart, at sagen har slidt på et overskud, som jeg var nødt til at have med på mit arbejde hver dag. I almindelighed hører sådan en sag privatlivet til, men sådan var det jo ikke. Det stod på alle avisers forsider, og det var med til at presse mig,« siger Peter Sørensen.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvad angår fyringen i Silkeborg IF, lægger han ikke skjul på, at den kom bag på ham.

»Jeg var ikke enig i den. Men jeg anerkender beslutningen, og det var ikke sådan jeg tænkte, at min trænerkarriere lå i ruiner. Mekanismerne i fodboldverdenen er jo, at der bliver fyret trænere, der ikke er håbløse. Når det er sagt, havde jeg håbet at få mere tid, for jeg syntes, at der var tegn på, at det var ved at vende. Imidlertid harmonerede min opfattelse af, hvordan vi kom i mål, ikke med klubledelsens,« siger Peter Sørensen, der slår fast, at han mentalt er ovenpå igen.

»Det skyldes ikke mindst, at jeg efter fyringen valgte at lægge de dårlige oplevelser på hylden på en månedlang interrail-tur med min familie rundt om i Europa. Inden rejsen havde jeg i perioder både været skuffet, vred og ked af det. Men de følelser forsvandt på vores tur rundt i Europa. Det skulle ikke handle om fodbold, og det var et bevidst fravalg. Jeg havde brug for at få fodbold på afstand, og få store oplevelser med familien interessante steder som Prag, Budapest, Venedig, Pisa, Avignon og Marseille. Beslutningen var den rigtige i forhold til at få min krop gjort klar til en ny omgang.«

Ved hjemkomsten til Danmark fik han tilbud fra Hobro IK om at afløse fyrede Allan Kuhn.

»Efter den lange pause var jeg glad for at være tilbage i fodboldverdenen. Jeg vidste godt, at der var nogle forhold, der betød at det kunne gå galt. Men min fightervilje var intakt, og det var min klare intention, at nedrykningen skulle undgås, så jeg kunne undgå at blive drillet for at have stået i spidsen for hold, der to sæsoner i træk var rykket ned fra Superligaen,« siger Peter Sørensen med et smil.

Set fra sidelinien virker det som lidt af et mirakel, at Hobro IK undgik nedrykning efter en skadesplaget sæson, hvor den himmerlandske klub ofte savnede held i afgørende situationer.

På spørgsmålet om hvorvidt Peter Sørensen kan sætte et enkelt karakterisende ord på bedriften, er svaret benægtende.

»Det synes jeg ikke er muligt. Defensivt fik vi organiseret os ud af vanskelighederne, mens der offensivt var nogle spillere, der trådte i karakter. Kort tid efter jeg kom, begyndte Pål Alexander Kirkevold at score igen. Edgar Babayan fik leveret bevis for, at han er stærk, og da det blev alvor til sidst entrede Emmanuel Sabbi scenen,« siger Peter Sørensen, der mener, at målmand Jesper Rask også fortjener stor anerkendelse.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Han er i løbet af sæsonen blevet udskældt og nogle steder omtalt som håbløs, men det tør nok siges, at han trådte frem, da det spidsede til.«

Efter næste sæson reduceres Superligaen fra de nuværende 14 til 12 hold.

»Vores mål er selvfølgelig overlevelse. Men det bliver vanskeligt. Det vi i Hobro skal forsøge at gøre er, at overgå vores økonomiske konkurrencesituation. Hvis ikke det lykkes, rykker vi ud,« siger Peter Sørensen, der i løbet af sommeren forventer en del udskiftninger.

»Vi siger farvel til Danny Olsen, Sebastian Grønning og Yaw Amankwah, mens vi må se, om vi kan holde på Martin Mikkelsen. Opgaven med hensyn til nyindkøb er, at vi skal ud at finde nogle talenter, som ingen andre har set. Forhåbentlig har vi held med at forstærke os. I og med at vi kun lige akkurat undgik nedrykning, hjælper det ikke noget, at vi stiller op med en svækket trup med de samme forventninger som i den netop afsluttede sæson,« lyder Peter Sørensens slutreplik.