Claus Nørgaard tog fusen på alle, da han søndag fortalte, at han forlader Sønderjyske til sommer.

Også sine spillere.

For mens Sønderjyske-træneren afslørede sin beslutning for medierne - i første omgang på tv - sad Sønderjyske-spillerne i omklædningsrummet oven på kampen mod FC København uden at kende til dén beslutning.

Det skriver JyskeVestkysten.

Claus Nørgaard er færdig som træner i Sønderjyske til sommer. Siger han selv.
Claus Nørgaard er færdig som træner i Sønderjyske til sommer. Siger han selv. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Claus Nørgaards kontrakt med Superliga-klubben udløber efter denne sæson, og han forklarede sit stop således:

»Jeg har taget beslutningen henover nogen tid. Egentlig befinder jeg mig udmærket i Sønderjyske, hvor jeg synes, jeg har haft et par gode år.«

Det var dog kun spillerne, der ikke kendte til trænerens fremtidsplaner.

Klubbens sportschef, Hans Jørgen Haysen, sagde efter kampen, at han fik beskeden om lørdagen.

Om Claus Nørgaard så er rent faktisk også er træner i forårssæsonen, står endnu uklart.

Hans Jørgen Haysen sagde søndag, at der hurtigt ville komme en afklaring på trænersituationen i klubben.

»Jeg har et møde med Claus Nørgaard mandag, hvor vi vender situationen. Her forventer jeg, at vi når frem til en afklaring på, hvad vi gør. Jeg har selv mine tanker og holdninger i forhold til, om Claus Nørgaard skal være her i foråret, og det vendes i morgen (mandag, red.),« sagde Hans Jørgen Haysen.

Claus Nørgaard har kontrakt med Sønderjyske frem til udgangen af juni næste år.