AC Horsens-træner Bo Henriksen er stolt af, at mandskabet har alle muligheder for at tage en top seks-plads.

For med en sejr over Lyngby i sidste runde af grundspillet vil Horsens sikre sig en plads i top seks, og det er en bedrift, få havde set ske, inden sæsonen gik i gang.

Lad os bare lade Henriksen selv sætte ord på den triumf, der kan fuldføres næste søndag:

»Det vil være en kæmpe bedrift. For os er det ligesom at vinde danmarksmesterskabet. Det ville være fuldstændig vanvittigt!«

Mod Brøndby sikrede Henriksens mandskab sig endnu et point på de hårdtspillende, fysiske dyder, der har gjort Horsens-holdet til en yndlingsaversion blandt andre fans og eksperter.

»Vi er stolte af de præstationer, vi leverer, og vi er sådan set ligeglad med, hvad udefrakommende siger og gør. Det har ingen effekt på os. Det eneste, der betyder noget for os, er, at vinde. Det er vi så ikke så gode til… Vi er gode til at spille uafgjort. Det tæller det hele, men vi fokuserer på præstationerne. Og vi leverer igen en fin én mod Brøndby,« siger Henriksen, der indrømmer, at Brøndby var det bedste hold i store dele af kampen.

»Jeg er tilfreds med indsatsen og vores udtryk. De sidste 20-25 minutter er vi lige så tæt på at vinde fodboldkampen, som Brøndby er. Vi spiller lige op med dem rent fysisk. Jeg er med på, at de i perioder i første halvleg dominerer, men som kampen skrider frem, begynder vi at tro på det. Selvfølgelig skal vi være tilfredse med et point, når kampen forløber, som den gør.«

Horsens har inden den sidste runde af grundspillet to point ned til Hobro på 7. pladsen.