Findes der fodboldspillere, som har kæmpet med at være homoseksuel i fodboldens verden?

Svaret falder prompte, hvis du spørger Sønderjyske-træner Glen Riddersholm, og det er et helt klart ja. Men Superliga-træneren, der har arbejdet i fodboldens verden både som ungdomstræner og toptræner ønsker ikke at være manden, som skal lokke nogen ud af skabet.

»Det handler om den fortrolighed, man har, og den respekt der er for de mennesker, man møder i fodboldverdenen. Jeg er sikker på, at de mennesker, der har lyst, stiller sig frem, når de føler, at tiden er rigtig. Det er jo ikke noget, jeg skal gøre på vegne af andre,« siger Glen Riddersholm i et interview med TV3 Sport.

I weekenden var der stort fokus på homofobi i Superligaen, da Viktor Fischer for en uge siden blev mødt af homofobiske tilråb i FC Københavns 1-0-sejr over OB. Derfor blev der i samtlige kampe i weekenden taget billeder med banner, og der har også været masser af debat om emnet siden.

Og det har været vigtigt, mener Glen Riddersholm.

»Jeg har set det som en nødvendig debat - at det er noget, vi alle tager hånd om. Vi lever alle sammen for fodbolden, og fodbold er til for alle. I fodboldfamilien skal der være plads til alle, så længe det er inden for de normale normer. Derfor tror jeg, at det er vigtigt, at vi sætter fokus på det,« siger Sønderjyske-træneren.

Det er ikke mange mandlige fodboldspillere, der er sprunget ud som homoseksuelle i løbet af årene, og oftest venter man, til karrieren er overstået. Det så man blandt andet med tyske Thomas Hitzlsperger.

Det betyder dog ikke, at der ikke har været homoseksuelle spillere i dansk fodbold. Glen Riddersholm har altså hørt eksempler.

»Det kan jeg sige ja til. Det er ikke meget, men når man har i fodbold i så mange år som jeg, så ja, det har jeg absolut. Nu er vi i 2019, og jeg er helt sikker på, at med den her øgede fokus, med den anderledes kultur og med de generationer, der kommer nu, er det et spørgsmål om tid, før vi ser flere fodboldspillere træde frem.«