Det ville være et af de mere chokerende skifter i dansk fodbold i længere tid.

Hvis du har holdt øje med Carlo Holses Instagram-profil lørdag eftermiddag, så afslørede han nemlig, at han var på vej væk fra Danmark.

På et billede, der kort efter blev slettet, stod der, at Carlo Holse havde takket ja til et tilbud fra Galatasaray, og at han er på vej til Istanbul.

På andre billeder var billedteksterne blevet ændret til tyrkisk og omhandlede også Galatasaray.

Et af billederne fra Carlo Holses Instagram, der nu er slettet.
Et af billederne fra Carlo Holses Instagram, der nu er slettet.
Vis mere

Men det viser sig nu, at Holse ikke er på vej nogen steder hen. Han er tværtimod blevet hacket.

Det skriver Esbjerg-spilleren, der er udlejet fra FC København, i et nyt opslag på Instagram.

'Jeg skal ingen steder. Ikke til Tyrkiet eller noget andet. Min konto er blevet hacket, så, alt der er skrevet eller lagt op, er ikke fra mig.'

'Det er vigtigt for mig at sige, at jeg har det perfekt, hvor jeg er lige nu,' skriver Carlo Holse på sin Instagram-story.

Carlo Holses opslag.
Carlo Holses opslag.
Vis mere

Den 19-årige kantspiller har været lejet ud til Esbjerg siden vinter og er det for resten af sæsonen.

Det gjorde det samtidig svært at forestille sig, at Holse rent faktisk skulle foretage et skifte nu, mens han er på lejeaftale.

I opslaget blev der desuden kun sendt en tak til Esbjerg - og ikke FC København, hvor Holse har spillet ungdomsfodbold og stadig er på kontrakt.

Holse har været en del af samtlige ungdomslandshold fra U16 til U21 og har kontrakt med FCK til 2022.