Emil Larsen kigger tilbage på sin alt for korte – men begivenhedsrige – karriere. Og så løfter han sløret for fremtidsdrømmene.
5. marts 2014 om aftenen står 23-årige Emil Larsen på græsset på legendariske Wembley iført en dansk landsholdstrøje. Da han kigger over på den modsatte banehalvdel, får han øje på engelske landsholdsstjerner som Wayne Rooney, Steven Gerrard og Ashley Cole. Og med lyden af de 69.000 hujende tilskuere i ørerne, kan Emil Larsen kortvarigt lukke øjnene og kigge ind i en fremtid, der lover store ting for københavneren med det enorme talent.
To år senere – 26. august 2016 – signalerer udskiftningstavlen ’25’. Hjemmeholdet Lyngby er bagud 0-1 til FC Nordsjælland, og Emil Larsen trasker med bøjet nakke mod sidelinjen, hvor norske Kristoffer Larsen tripper for at afløse. Sporadiske klapsalver fra de 2.314 sjæle på Lyngby Stadion ledsager Emil Larsen de sidste meter. Det viser sig også at være de sidste meter i en lovende fodboldkarriere, der brændte ud, før der for alvor kom fut i den.
Se Emil Larsens sidste mål i Superligaen i videoen over artiklen - et flot mål!
I sommer meldte 26-årige Emil Larsen officielt ud, at han havde lagt fodboldstøvlerne i en kasse på loftet. Knæene tillod ikke længere det voldsomme slid, de udsættes for i en professionel fodboldkarriere. Beslutningen havde Emil Larsen truffet længe før, men han havde behov for selv at slutte fred med den, før han delte nyheden med omverdenen.
»Det var pissehårdt, for jeg følte virkelig – og havde også altid fået at vide – at jeg havde et stort talent, der kunne tage mig mange steder hen. Og det
Emil Larsen kigger tilbage på sin alt for korte – men begivenhedsrige – karriere. Og så løfter han sløret for fremtidsdrømmene.
5. marts 2014 om aftenen står 23-årige Emil Larsen på græsset på legendariske Wembley iført en dansk landsholdstrøje. Da han kigger over på den modsatte banehalvdel, får han øje på engelske landsholdsstjerner som Wayne Rooney, Steven Gerrard og Ashley Cole. Og med lyden af de 69.000 hujende tilskuere i ørerne, kan Emil Larsen kortvarigt lukke øjnene og kigge ind i en fremtid, der lover store ting for københavneren med det enorme talent.
To år senere – 26. august 2016 – signalerer udskiftningstavlen ’25’. Hjemmeholdet Lyngby er bagud 0-1 til FC Nordsjælland, og Emil Larsen trasker med bøjet nakke mod sidelinjen, hvor norske Kristoffer Larsen tripper for at afløse. Sporadiske klapsalver fra de 2.314 sjæle på Lyngby Stadion ledsager Emil Larsen de sidste meter. Det viser sig også at være de sidste meter i en lovende fodboldkarriere, der brændte ud, før der for alvor kom fut i den.
I sommer meldte 26-årige Emil Larsen officielt ud, at han havde lagt fodboldstøvlerne i en kasse på loftet. Knæene tillod ikke længere det voldsomme slid, de udsættes for i en professionel fodboldkarriere. Beslutningen havde Emil Larsen truffet længe før, men han havde behov for selv at slutte fred med den, før han delte nyheden med omverdenen.
»Det var pissehårdt, for jeg følte virkelig – og havde også altid fået at vide – at jeg havde et stort talent, der kunne tage mig mange steder hen. Og det gjorde ondt at måtte se i øjnene, at jeg aldrig ville få dét ud af det, som jeg havde håbet på. Det var selvfølgelig ret hårdt at nå frem til den erkendelse, at jeg ikke længere skulle spille fodbold, og det var også derfor, jeg meldte det ud til at begynde med. Men da jeg så annoncerede det, var jeg også ret afklaret og havde lagt skuffelsen bag mig,« fortæller Emil Larsen og tilføjer:
»Omvendt synes jeg stadig, at fodbolden har givet mig en masse fede oplevelser, og selv om karrieren var kort, nåede jeg rigtigt meget. Og det er de gode ting, jeg kigger tilbage på nu. Jeg opnåede mere end mange andre fodboldspillere. Men selvfølgelig var det hårdt at måtte stoppe, for jeg drømte om meget mere.«
Det var ikke en emsig læge med trusler om invaliditet og permanente knæsmerter, der fik Emil Larsen til at droppe fodbolden. Beslutningen blev truffet oppe i kantspillerens hoved.
»Jeg fik ikke en decideret besked på, at jeg skulle stoppe med at spille fodbold. Det var mere mig selv, der konstant havde en masse tanker om og frustrationer over, at jeg ikke kunne præstere på det niveau, jeg selv gerne ville - og på det niveau, som jeg vidste, at mit talent rakte til. Og det var i den periode, at det langsomt begyndte at gå op for mig, at det nok var ved at være slut for min side.«
I dag kan han kigge tilbage på en karriere, der begyndte med 110 kilometer i timen.
I 2009 som 18-årig fik Emil Larsen debut for Lyngbys førstehold i 1. division, hvor han med proptrækker-driblinger, målnæse og imponerende topfart hurtigt etablerede sig som en stor profil. Han endte sæsonen som Lyngbys topscorer og var dermed hovedarkitekten bag oprykningen til Superligaen.
Emil Larsen tog det gode spil og målformen med sig op i landets bedste række. Og efter at han sin anden superligasæson scorede ni mål i 32 kampe, stod det klart, at han var blevet for stor til Lyngby, og at det var nødvendigt med større udfordringer. Valget faldt på OB, der i tre sæsoner i træk havde fået DM-sølv.
Selv om OB faldt kraftigt i niveau, holdt Emil Larsen kadencen og fik sin landsholdsdebut. Inden længe var der snak om et skifte til en af de store europæiske ligaer. Og det skortede ikke på interesse.
»Ja, der var meget snak om mange forskellige udenlandske klubber. Og der var også interesse. Også fra ret store klubber. Da jeg var en lille dreng, havde jeg en drøm om at spille i Spanien. Og det var igennem hele karrieren mit store mål, for jeg tror, jeg ville have passet godt til den slags fodbold. Men det nåede jeg så desværre aldrig,« fortæller Emil Larsen, der ikke på stående fod kan huske, hvilke udenlandske klubber, der havde snøren ude efter ham – men på et tidspunkt var der i pressen en del snak om interesse fra franske AS Monaco.
Skiftet til udlandet blev aldrig til mere end snak og skriverier. Til gengæld begynder det i sommeren 2013 at dufte alvorligt af en transfer til Brøndby. Og da Emil Larsen i flere tv-interview selv talte meget varmt om et skifte til Vestegnen, virkede det blot som et spørgsmål om tid, før han ville blive præsenteret i gult og blåt. Men skiftet strandede i sidste øjeblik, da Emil Larsens højre knæ – under stor mediebevågenhed – dumpede lægetjekket i Brøndby. En mavepuster for den unge stjerne.
»Det var noget, jeg virkeligt gerne ville, så selvfølgelig var det en speciel situation, at jeg til allersidst ikke fik lov til at skifte. Jeg havde nået at indstille mig på at skulle spille derude – og derfor var jeg også skuffet, da det gik i vasken. Handlen var i mine øjne 99,9 procent færdig, men der manglede altså desværre så 0,1 procent. Det var virkelig en meget underlig situation at stå i,« fortæller Emil Larsen og tilføjer.
»Det var selvfølgelig også ret specielt at skulle tilbage til OB og stå foran klubbens fans, som godt vidste, at jeg havde ønsket at skifte til Brøndby. Det var også her, at mit forhold til fansene begyndte at gå i stykker.«
OB-fansene havde mere end svært ved at tilgive den åbenlyse flirt mellem deres egen stjerne og ligakonkurrenten, og da kvaliteterne i Emil Larsens præstationer dalede, brød konflikten mellem ham og de odenseanske tilhængere ud for rullende kameraer. Efter at være blevet buhet ud sin af egen hjemmebane, tog Emil Larsen bladet fra munden i et tv-interview.
»Sådan er det jo. Fansene kan ikke lide mig, og jeg kan ikke lide dem. Sådan er det bare,« konstaterede han.
I dag fortryder Emil Larsen situationen.
»Jeg var egentlig rigtigt glad for at være i OB, og jeg kigger også tilbage på min tid i Odense med en god følelse. Jeg fik mange gode oplevelser, klubben hjalp mig meget, og jeg har mange gode minder derfra. Men det med fansene var en virkelig dum situation, som jeg ærgrer mig over. Og når jeg ser tilbage på de hændelser, der var, skulle de selvfølgelig ikke have fundet sted. Det kom alt for langt ud, og det er jeg ærgerlig over.«
»Det var også et udtryk for de indre frustrationer over ikke at kunne præstere, som jeg gerne ville. Man kan i hvert fald roligt sige, at jeg var frustreret i den periode.«
Stemningen mellem Emil Larsen og dele af odenseanske fodboldpublikum var en overgang så betændt, at han ikke kunne forlade sin lejlighed uden at risikere chikane.
»Jeg følte, at der var nogle grænser, der blev overtrådt. Selvfølgelig er det en del af det at være en lidt kendt fodboldspiller. Mange folk har et forhold til dig, uden at de rigtigt kender dig. Men der var hændelser, som jeg ikke synes, at nogen skal finde sig i,« siger Emil Larsen, der blandt andet måtte finde sig i at blive hånet, når han skulle foretage dagligvareindkøb.
»Det at handle er et privat ærinde, og jeg går ikke i Netto med OB-trøjen på, så jeg havde lidt svært ved at acceptere, at der skulle råbes grimme ting ad mig, mens jeg gik og handlede.«
Emil Larsen kørte sur i det i Odense, og i januar 2016 skiltes parterne, da den amerikanske MLS-klub Columbus Crew stod klar med en kontrakt. Emil Larsen fik ønsket om et udenlandseventyr opfyldt. Men det skulle vise sig at blive en kort fornøjelse.
»Mit knæ ville på det tidspunkt slet ikke samarbejde, så det fungerede ikke derovre. Og jeg nåede aldrig rigtig at komme i gang. Men det var en stor oplevelse at komme til udlandet, og det var ret specielt, for fodbold er stadig ikke helt slået igennem derovre. Selv om jeg ikke spillede, var det en fed tid, og jeg lærte meget som menneske derovre,« påpeger Emil Larsen.
Efter et halvt år i USA returnerede Emil Larsen til Danmark, hvor nyoprykkede Lyngby bød ham velkommen med åbne arme. Men knæene ville ikke mere, og efter fire kampe måtte han endegyldigt smide håndklædet i ringen. Han kan i dag trøste sig med, at eventyret sluttede i barndomsklubben.
»Lyngby har altid været min klub, så det var egentlig meget naturligt, at det var dér, at det endte for mig.«
Men den 26-årige fodboldpensionist nåede aldrig at gå arbejdsløs. Lyngby Boldklub så straks en mulighed for at benytte sig af Emil Larsens fodboldhjerne på anden vis, og han arbejder i dag som scout for superligaholdet, hvor han nærstuderer kommende modstandere og trawler markedet for potentielle forstærkninger.
Emil Larsen er lykkelig for den bløde landing til tiden efter fodboldkarrieren.
»Jeg var virkelig glad for, at jeg ikke bare skulle ud af fodboldverdenen fra den ene dag til den anden. Jeg har jo levet af at spille fodbold de seneste mange år – og jeg har altid spillet fodbold, og derfor er sporten også blevet en del af mig. Og når jeg så desværre ikke kunne få lov til at spille mere, er det selvfølgelig fantastisk at få lov at arbejde på sidelinjen. Men jeg synes også, at jeg har meget at give til fodbolden i og med, at jeg altid har været i miljøet og kender alle mekanismerne,« fortæller han.
Og den nye tilværelse på sidelinjen har plantet nye drømme i baghovedet på Emil Larsen.
»Det er svært at spå om fremtiden. Men jeg har altid synes, at en rolle som sportsdirektør er rigtig spændende, og det er noget, jeg på sigt virkelig godt kunne tænke mig. Og derfor ser jeg også rollen som scout som en rigtig god mulighed for mig til at tage det første skridt og få indblik i den side af fodbolden.«
’Én ud af 1.000’
Det var den daværende sportsdirektør i OB, Poul Hansen (billedet), som i dag er TV-fodboldekspert, der i sin tid hentede Emil Larsen til OB.
»Emil havde et talent, der var uhørt stort. Han var så tit kampafgørende i den første tid i Odense og kom fortjent på landsholdet meget tidligt. Han havde den der sjældne X Factor – han kunne drible, sætte tre-fire spillere af så let som ingenting. Han var begavet med så stort et talent, at fodbold bare faldt ham naturligt. Når han fik bolden, forsøgte han altid at bevæge den fremad, uanset hvor mange modstandere, der stod foran ham. Hvor mange af den slags spillere ser man lige? Potentialet var kæmpestort.«
»Man kan altid træne en midtbanespiller op til at kunne løbe meget og presse igennem en hel kamp, men man kan ikke træne sig til Emil Larsens ’touch’ på bolden og måden at løbe med den på. Det var helt fantastisk at kigge på. Der var mange ting, han ikke kunne. Men det, han kunne, var han helt outstanding til. Han var én ud af 1.000.«
»Jeg var fandme ked af, at han måtte stoppe. Det sad i mig længe. Havde kroppen ikke holdt ham tilbage, havde han spillet i en stor udenlandsk klub i dag. Det er jeg sikker på.«
