Lebogang Phiri spiller fodbold for aldrig at vende tilbage til et liv blandt Johannesburgs narkobander. Hver kamp er et skridt væk fra at falde i søvn til pistolskud. For ham er det et privilegium at bo i John Ranums kælder. Mød en meget voksen mand i en lille krop.
Kender du fornemmelsen af at møde et menneske, der sætter sig fast?
Et menneske, du ved, at du altid vil huske. Den der lever, så det får dig til at skamme dig over dine egne hverdagsproblemer i form af madplaner, logistik og en uduelig chef. De individer der får medmennesker til at tage ansvar for egen lykke.
Sådan et menneske er Lebogang Phiri.
Han er lige fyldt 19 år. Efter ankomsten til sit livs første snefald i januar, er den sydafrikanske midtbanespiller nu en fast deltager i Brøndbys kampe. Han driver bolden frem med mod som en færdigudviklet og integreret spiller, og han forstår at sætte sine spinkle ben i løb, når han skal gøre sine defensive pligter i træning og i kamp. Og han har gjort det for mindre end tiendedele af den løn, som andre holdkammerater har tjent på at spille færre minutter og score færre mål.
- Hvis man skal være ærlig, så er det bare sådan, at når man som fodboldspiller endelig opnår en billet ud af Afrika, så vil du gøre rigtig meget for ikke at komme tilbage. Hver eneste kamp du spiller, betragter du som din sidste. Hver kamp kan definere min fremtid eller min næste kontrakt
- På den måde lægger jeg al min indsats ind i den enkelte kamp. Jeg sørger for at gøre mit arbejde defensivt, så det kan gøre op for den fejl, jeg kan komme til at begå med bolden. Jeg har ikke den ekstra chance, som enhver anden dansk spiller kan få, siger Lebogang Phiri.
Rundt om halsen har han den hvide halskæde med det hvide kors, som hans mor gav ham, inden han rejste til København for snart et år siden. Han fik den, da han drog af sted fra 'Alex' - et sydafrikansk township uden for Johannesburg med knap 180.000 registrerede indbyggere bunket sammen på knap syv kvadratkilometer.
Her lever mange af årsagerne til, at Lebogang Phiri spiller hver kamp som om, den er hans forsikring for aldrig at vende tilbage: Kriminaliteten, banderne og den overgivelse til alkohol og de stoffer, der har erobret nogle af barndomsvennerne. Nogle af dem har også mistet livet siden. Derfor vil Lebogang Phiri helst ikke tilbage til 'Alex'.
- Jeg elsker for eksempel hip hop musik. Men jeg ville aldrig gå til en koncert. Heller ikke her i Danmark. I musikken er der ofte pistolskud. Man kan aldrig vide, om de skud sker i virkeligheden, og måske får man så ikke chancen for at flygte.
- Men jeg har aldrig frygtet, at jeg skulle ende i kriminalitet. Som menneske har du et valg. Det kræver en person i en svag sindstilstand at blive fristet. Pistoler, alkohol og stoffer var et valg for mig. Jeg kunne sige nej. Så længe jeg havde det valg, var jeg ikke i tvivl om, at det ikke ville ske for mig.
Lebogang Phiri føler ikke selv, at han har haft en dårlig barndom. For han fik sin mad, og hans forældre var der for ham. Var der, som i knoklede for at give ham uddannelse og en vej ud. Moren, Titi, har altid haft arbejde, hans far, Buti, har haft løse ansættelser som træner, efter en karriere som fodboldspiller blev ødelagt af en skade.
Hans storebror og hans lillesøster var der også for ham på det lille værelse i den toværelses lejlighed, hvor de sov sammen på få kvadratmeter.
Det er i høj grad også den familie, der spilles for, når Brøndby-trøjen trækkes over hovedet. Men vigtigheden af 90 minutters indsats bliver aldrig en mental lænke om hans ankler.
- Jeg bliver aldrig bange for at spille. Aldrig. Du vil ikke se frygt i mine øjne før en kamp.
Der er heller ingen frygt at afsøge i Lebogang Phiris øjne, når han siger det. Kun ro. Han virker aldrig anspændt, når han taler. Mest livsglad og sjov.
Der var til gengæld frygt at spore i øjnene på de holdkammerater i Brøndby, der var på vej mod nedrykning til 1. division, da Lebogang Phiri kom til klubben.
Mens andre Brøndby-spillere på hans alder kører til træning i en Audi TT, går Lebogang Phiri de få hundrede meter fra kælderværelset i talenttræner John Ranums bolig til Brøndby Stadion. Hvis han vil se Københavns byliv, tager han bus og S-tog.
- Jeg ser det som et privilegium. Jeg bor i en kælder. Men jeg sover i min egen seng for første gang i mit liv, og om aftenen spiser jeg 'Kofoeds' gode mad og er blandt gode mennesker, siger Lebogang Phiri med henvisning til John Ranums kones kaldenavn og de andre Brøndby-talenter, der bor i den 180 kvadratmeter store kælder med de pligter om ro og orden, der hører til.
Det var slet ikke planen, at Lebogang Phiri allerede skulle være en vigtig del af Brøndbys førstehold, da han allerede i foråret fik chancen og endte med at score det forløsende 1-0-mål på Horsens Stadion, der betød, at Brøndby overlevede.
Brøndbys daværende sportschef Ole Bjur var ikke sen til at erklære, at kontraktforlængelsen til 2017 ikke kun skyldtes Lebogang Phiris talent og mål. Han havde nemlig hovedet skruet rigtigt på.
Lebogang Phiri er selv bevidst om, at hans modne tankegang er årsagen til hans gennembrud. Han har lært engelsk uden sydafrikansk township-accent og slang, så han lige nu nyder godt af især de erfarne midtbanekolleger Martin Ørnskov og Thomas Kahlenbergs glæde ved at lære fra sig af taktisk viden. De ved, at Phiri forstår og suger til sig.
- Jeg var slet ikke et af de største talenter i Johannesburg. Jeg har altid været den lille. Jeg har altid vidst, at min vej var at tænke hurtigt, agere i stedet for at reagere og imponere med det rigtige løb og den rette indstilling.
I virkeligheden ville Lebogangs forældre slet ikke have, at han skulle spille fodbold. Både faren og hans storebror havde prøvet den vej. Begge havde talent til at få kontrakter, men ingen af dem formåede at forvalte det til en vej ud af township. Lillebror 'Lebo' skulle finde sin vej ud af 'Alex' med sit kvikke hoved og gennem familiens sats på at sende ham i en bedre skole.
Men den 12-årige højreback i Lebogang Phiri ville det anderledes.
- Jeg husker, hvordan jeg sammen med nogle venner sneg mig til prøvetræninger for at komme på Bidwest Wits talentakademi. Jeg havde det med at spille bedst, når der virkelig var noget på spil. Jeg blev udvalgt til at gå videre.
Først efter tre omgange af udtagelsesstævner fik han endelig det brev, der fortalte ham, at han var inviteret til Bidwest Wits talentakademi. Først dér, måtte han synke sit bedrag og fortælle sin hemmelighed til forældrene.
- Jeg bad dem sætte sig ned i stuen og fortalte dem det. De talte til mig som en voksen og lod mig forstå, at det ikke var deres ønske, men at jeg selv måtte tage det valg. Jeg lod dem forstå, at dette var min førsteprioritet. Jeg havde stadig en arbejdsmoral, der gjorde, at jeg klarede mig i skolen. Men fodbold ville blive min førsteprioritet.
Det var på Bidwest Wits talentakademi, at John Ranum så ham på sin rejse til Brøndbys samarbejdsklub. I mellemtiden var Lebogang Phiri blevet en tidligt modnet ung mand, der i fem år havde boet væk fra sin familie på talentakademiet. En træner havde set Lebogang Phiris lynsnare beslutninger med bolden og tvunget ham ind på den centrale midtbane.
Ikke en beslutning, som 176 centimeter Lebogang var enig i.
- Men hvis han ikke havde gjort det, så var jeg nok aldrig endt i Brøndby.
Derfra vidste Lebogang Phiri, at han ikke ville misbruge chancen i Brøndby. Sådan som broren Katlego gjorde, da han fik kontrakt med et af de største hold.
- Han er min ubetingede støtte og var min base i livet og ønsket om at blive fodboldspiller. Han har talentet, men han mistede sit fokus og sine ambitioner, da han først havde opnået sin drøm om en kontrakt. Jeg skylder både ham og mig selv at undgå den fejl.
De fleste andre spillere fra Bidwests talentakademi kæmper nu for at finde en anden levevej eller for at blive ved med at tage de rigtige valg på Alex' gader.
Kort efter søndagens udekamp mod Sønderjyske kan Lebogang Phiri pakke en nyerhvervet kuffert og rejse hjem til sin mor og far. Og sove i sit eget værelse.
- Da jeg sagde farvel til min mor, inden jeg rejste til Danmark, sagde jeg, at jeg ville sørge for, at hun kom til at bo uden for Alexandra. Hun grinede mest af mig. Men jeg har sparet nok penge sammen til, at jeg har kunnet købe et hus til dem i et bedre område. Så for første gang i mit liv skal jeg nu være sammen med min familie og sove i mit eget værelse.
En eftermiddag med Lebogang Phiri er ved at være slut. Han slår korsets tegn foran sit bryst. For at vise sin værdsættelse for den mad, der i mellemtiden er blevet serveret for ham. Og tager en slurk af sit glas med vand. Det var hans valg at modstå fristelsen til mere usunde drikkevarer.
For Lebogang Phiri har lidt mere på spil i livet som professionel fodboldspiller end de fleste andre i Superligaen.
