Danny Amankwaa er denne vinter blevet fri på transfermarkedet efter kontraktudløb, og nu har den tidligere Sønderjyske-, Hearts- og FC København-spiller slået sig sammen med agenten Per Steffensen for at få karrieren på ret køl.

Det fortæller offensivspilleren til bt.dk.

»Jeg håber, at Per Steffensen er det rigtige valg for mig. Han har selv spillet fodbold og ved, hvilke kvaliteter jeg har, og hvilken klub der passer til mig,« siger Danny Amankwaa og tilføjer:

»Han er meget ærlig, og jeg har selvfølgelig set på hans historik med spillere som Daniel Agger, Thomas Kahlenberg og senest Andreas Cornelius, der har lavet nogle gode skifter, så jeg glæder mig til at se, hvad vores samarbejde kan føre til.«

Danny Amankwaas karriere så for få år tilbage ud til at blive en stor succeshistorie i en ung alder, og han var tæt på at få det helt store gennembrud i FC København, som han nåede at repræsentere 99 gange – 11 af de kampe var i Champions League-kampe.

Men skader i menisken og akillessenen gjorde, at han aldrig blev nogen fast spiller for Ståle Solbakken, og han forlod i januar 2018 hovedstadsklubben til fordel for Hearts i Skotland.

Et år og få kampe senere var han tilbage i Superligaen, hvor Sønderjyske gav ham en kontrakt på et år, men heller ikke her slog Danny Amankwaa til, hvorfor han nu er grundig med at finde en ny klub.

»Det er lidt irriterende, fordi jeg ved, hvor god jeg er, og det hele spillede ikke, som det skulle, i hverken Hearts eller Sønderjyske. Vi passede bare ikke sammen. Det var bare ikke et godt match.«

Amankwaa i aktion for Hearts i den skotske liga
Amankwaa i aktion for Hearts i den skotske liga Foto: CRAIG BROUGH
Vis mere

»Der har været lidt forkerte klubskifter i forhold til den spillestil, jeg kan lide. Nu ved jeg, hvad der er det rigtige til næste gang. Der skal jeg spille på et hold, der har en teknisk spillestil og er mere på bolden, for det passer mere til mig,« siger Danny Amankwaa, der har en fornemmelse af, at fodboldverdenen ser ham som en spiller, der ofte er skadet.

»Mange tror, at jeg har været skadet, men sidst, jeg var det, var i FCK-tiden, så det er lang tid siden, og jeg er fit,« slår han fast.

Og når Per Steffensen i løbet af de kommende uger kommer med tilbud, er der især én ting, der er vigtig for den 25-årige tidligere ungdomslandsholdsspiller.

»I min næste klub skal jeg snakke meget med træneren først for at se, hvad det er for noget fodbold, han vil praktisere. I Sønderjyske talte jeg meget med Hans Jørgen Haysen om mit skifte og lidt mindre med Glen Riddersholm. I Skotland var det mest assistenttræneren, jeg talte med. Der har været lidt henvendelser, men indtil videre har det kun været følere, så det er ret spændende at se, hvad det ender med,« tilføjer han.