Hvad sker der, når en superligaspiller går i bokseringen mod Dina Thorslund?

Det fandt FC Midtjyllands stjernemålmand Jesper Hansen og klubbens stortalent Andreas Poulsen hurtigt ud af. Svaret var en smertefuld bokselektion.

De to superligaspillere havde vovet sig ind i ringen mod den 24-årige kvindelige bokser Dina Thorslund, inden hun i morgen kæmper en interim (midlertidig reservetitel) VM-kamp mod den 50-årige amerikaner Alicia Ashley på hjemmebanen i Struer.

Du kan se duellen i videoen foroven.

Danske Dina Thorslund vandt sin femte professionelle kamp, da hun besejrede serbiske Jasmina Nadj på point i Brøndby Hallen
Danske Dina Thorslund vandt sin femte professionelle kamp, da hun besejrede serbiske Jasmina Nadj på point i Brøndby Hallen Nils Meilvang

»Det er grænseoverskridende at stå i en boksering, når man ikke er vant til det. Når man mærker på egen krop, hvor voldsomt det egentlig er. Når man mærker, hvor god hun er, og hvor hårdt hun slår. Hun vil kunne spise mig råt, hvis hun for alvor slog igennem,« sagde Jesper Hansen.

Dina Thorslund havde dog gjort fodboldspillerne en tjeneste. Kun slag til kroppen var tilladt. Men også det var smertefuldt, da hun efter to dybe træffere tvang Andreas Poulsen til at krølle sig sammen og råbe af smerte.

»Jeg lavede lidt opvarmning med Dina, og jeg var ved at dø efter to minutter. Da vi gik ind i ringen, var jeg faktisk bange. Da jeg fik de første slag, ville jeg gerne ud igen,« sagde Andreas Poulsen.

Dina Thorslund vinder på teknisk knockout over ukrainske Oksana Romanova til stævnet Nordic Fight Night.
Dina Thorslund vinder på teknisk knockout over ukrainske Oksana Romanova til stævnet Nordic Fight Night. Henning Bagger

Der er under en time mellem FC Midtjyllands træninganlæg i Ikast og Dina Thorslunds bokseklub i Struer. Fodboldspillerne var kommet for at vise deres støtte, og deres opbakning var Dina Thorslund taknemmelig for.

»Jeg er vildt glad for, at Jesper Hansen og Andreas Poulsen kom forbi for at ønske held og lykke. Det betyder enormt meget for mig at få lokal opbakning,« sagde Dina Thorslund og fortsatte:

»Det var den sjoveste træning, jeg længe har haft, og jeg håber, at jeg kan besøge FC Midtjylland med et VM-bælte under armen efter kampen på lørdag.«

Dina Thorslund kan med en sejr på lørdag blive den anden kvindelige bokseverdensmester i danmarkshistorien. Anita Christensen blev den første verdensmester i 2004 med en kontroversiel pointsejr.