Superligaklubben AGF meddeler tirsdag, at klubbens målmand Kasper T. Kristensen er testet positiv for coronavirus.

Det oplyser AGF på klubbens hjemmeside.

»Vi følger nu de retningslinjer fra Divisionsforeningen for personer, der er testet positiv. Det betyder, at 'TK' nu bliver hjemme i de kommende syv dage og han udgår derfor af træningen indtil videre,« siger sportschef i AGF, Peter Christiansen, i en pressemeddelelse.

»Vi følger naturligvis de givne retningslinjer og tager vare på situationen - blandt andet med yderligere test af hele gruppen.«

Den 21-årige målmand, der ikke er førstevalg i klubben, blev testet sammen med de øvrige spillere samt staben i den aarhusianske trup, og alle øvrige testede negativ ved den lejlighed.

AGF oplyser derudover, at Kasper T. Kristensen er frisk og symptomfri, men nu vil befinde sig i selvisolation den kommende uge.

Hele truppen vil på fredag blive testet igen, skriver de.

AGF skal i ilden igen søndag, når de får besøg af kriseramte FC København.