Jannik Skov Hansen blev i sine ungdomsår regnet for et af de større talenter i Brøndby, og han fik i 2012 Superliga--debut i den blågule trøje, og fremtiden så lys ud for den unge offensivspiller.

Men det blev alligevel kun til tre optrædener, og herfra fik det i den grad ned ad bakke. Først blev kontrakten med Brøndby ophævet i maj 2013, så tog han et skridt ned til 1. division og HB Køge, hvor han var i tre år, og herfra gik han bare mere og mere ned i niveau og var i 2016 helt nede at spille Danmarksseriefodbold i Rishøj Boldklub.

Den store fodboldnedtur påvirkede Jannik Skov Hansen så meget, at han ramte bunden og overvejede at tage sit eget liv.

»Jeg var virkelig langt nede, ønskede ikke at spille fodbold mere, og min kontrakt med HB Køge blev ophævet. Her fulgte en meget svær tid, præget af en masse depressive tanker, blandt andet om livet overhovedet var værd at leve mere,« siger Jannik Skov Hansen til Randers FC Magasinet og tilføjer:

»Jeg havde selvmordstanker. Jeg kunne heller ikke samle mig om selv de mest simple ting og havde det virkelig skidt.«

Heldigvis kom den i dag 25-årige spiller på andre tanker, og efter en tur hos først HIK og siden Skovshoved IF er han denne vinter kommet tilbage til Superligaen for Randers FC, der har givet ham en kontrakt på halvandet år.

Den i dag 25 årige Jannik Skov Hansen har endnu ikke fået Superliga-debut for Randers FC, der kæmper for overlevelse i landets bedste række.