Det er ikke meget mere end to år siden, at Adnan Mohammads navn i dansk topfodbold var så varmt, at en hollandsk klub ifølge midtbanespilleren tog turen til Danmark for at tage et kig på ham.

Han havde netop scoret et mål og lagt op til et andet for ligaens bundhold, Helsingør, i et snævert 3-4-nederlag til FC København og havde gang i en god udvikling i Superligaen.

Adnan Mohammad, der er født i Danmark for 23 år siden af pakistanske forældre, fik i samme periode debut for Pakistans landshold og var med i et par kampe i den asiatiske VM-kvalifikation.

Men eventyret stoppede brat.

Bag det gode fodboldspil lå en personlig nedtur og lurede. Og i november ramte den hårdt.

»Jeg har ramt bunden. Mit liv er ødelagt. Man kan ikke komme længere ned end det her, men det er min egen skyld.«

I fem år har det store talent med de 48 Superliga-kampe haft et stort gamblingproblem, og det kom så langt ud, at han i november fik opsagt sin kontrakt med Lyngby Boldklub, fordi han havde lånt penge af holdkammerater og ikke kunne betale det tilbage.

Tre måneder senere sidder Adnan Mohammad og er i vildrede over det liv, der tegnede så godt, men nu er det modsatte.

Adnan Mohammad har udelukket sig selv fra alt online-spil, og han er i behandling for ludomani.
Adnan Mohammad har udelukket sig selv fra alt online-spil, og han er i behandling for ludomani. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Angsten fylder hans krop så meget, at han konstant kigger sig over skulderen, og af frygt for at blive genkendt bevæger han sig kun ud tidlig morgen eller om natten – med hætten trukket godt op over hovedet.

Samtidig vil klubberne ikke have noget med ham at gøre, for hans spilleproblem gør, at han er persona non grata i et omklædningsrum.

»Jeg ønsker ikke medlidenhed fra folk, for jeg har snydt dem og løjet for dem, men jeg kommer til at gøre det godt igen, hvis bare jeg får en chance til og får min karriere i gang igen.«

Han fortæller, at det hele begyndte, da han blev seniorspiller for fem år siden og blandt mange andre talentfulde spillere blev rykket op i FC Nordsjællands Superliga-trup.

»Jeg har altid spillet små kuponer, når der har været Champions League, VM og den slags, men da jeg blev 18 år, oprettede jeg en konto online, og så spillede jeg hele tiden. Det var dér, det gik galt for mig,« siger han og fortsætter:

»Jeg spillede alle mine penge op hver den første i måneden og gemte kun 300-400 kroner til mig selv til at leve for. Når du er inde i den onde spiral, tænker du ikke på andet end at oddse. Samtidig skulle jeg hver dag præstere ude på banen, og det er virkelig en hård hverdag, for når du er i et Superliga-miljø, er du nødt til at være fokuseret.«

Spilledjævelen holdt fast i den talentfulde fodboldspiller – også da han i efteråret 2018 landede en aftale på fire år i Lyngby.

Lyngby-træner Christian Nielsen, som Adnan Mohammad har kendt siden ungdomsårene, var bekendt med spilleproblemet og forsøgte at hjælpe ham, men da spillegælden tvang Mohammad til at låne penge af holdkammeraterne, faldt hammeren, og karrieren i Lyngby var fortid.

Adnan Mohammad havde lang tid tilbage af sin kontrakt med Lyngby, men stoppede i klubben i november.
Adnan Mohammad havde lang tid tilbage af sin kontrakt med Lyngby, men stoppede i klubben i november. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Mohammad forklarer, at han i næsten et år har udelukket sig selv permanent fra alt onlinespil, og pengene, han lånte af holdkammeraterne, gik ifølge ham selv til et forestående bryllup og tilbagebetaling af personer, der pressede hårdt på for at få deres penge.

»De kunne i lang tid godt fornemme på mig, at noget var galt,« forklarer Adnan Mohammad om Lyngby-ledelsen og fortæller om dagen, hvor samarbejdet med Lyngby stoppede efter en samtale med cheftræner Christian Nielsen.

»Han havde hørt, at jeg havde været på lånemarkedet. Jeg vidste jo godt, at det ville være bedst for Lyngby, hvis jeg bare smuttede. Det kan jeg godt forstå, fordi jeg har svigtet dem,« forklarer han og tilføjer, at der ingen vej var tilbage for ham lige dér.

»Jeg gik jo nærmest gratis, selv om jeg havde 2,5 år tilbage. Jeg kunne have været en nar og være blevet, fordi jeg ikke har brudt nogen regler, men jeg er den type, at hvis nogen ikke kan lide mig, vil jeg ikke være der.«

Udadtil stoppede Lyngby og Adnan Mohammad forholdet på grund af 'personlige problemer', men 16. november skrev Bold.dk om spillegælden, og midtbanespilleren er overbevist om, at historien om hans gambling har haft indflydelse på klubbernes lyst til at engagere ham.

»Jeg burde være meget attraktiv for klubber i Superligaen eller i 1. division, når jeg har været så god. Det synes flere klubber jo også, siden jeg har været professionel i så mange år. Jeg har selv ødelagt det for mig selv. Men jeg havde ikke regnet med, at jeg stod her og ikke kunne finde en klub,« siger han og fortsætter:

»Jeg træner med i en danmarksserieklub. Jeg havde så store drømme. Da jeg spillede i Helsingør, var der en hollandsk klub, der var ude at kigge på mig, nu sidder jeg her og har ingen tilbud fra professionelle klubber.«

Drømmen om en professionel karriere lever stadig, men Mohammad føler sig stemplet.

»Der er ikke nogen, der vil have mig på grund af det her. Der er flere norske og svenske klubber, der har været interesseret i mig, fordi de synes, jeg ser spændende ud på papiret, men så tror jeg, at de researcher på mig. Og så tager de afstand,« fortsætter Adnan Mohammad, der i dag er voldsomt mærket af nedturen.

»Jeg går meget med hætte, og jeg tror, at jeg har en form for angst. Jeg kan bare ikke lide, at folk ser mig, fordi jeg er bange for, at de taler dårligt om mig. Jeg tager ikke ud og laver noget med mine venner. Det er kun lige på netcafé om aftenen,« siger Mohammad og forklarer videre om sin skæve døgnrytme:

»Jeg tager i fitness enten klokken 7 om morgenen eller klokken 1 om natten, for at der ikke er så mange mennesker. Og så træner jeg med i Ishøj for at holde fodboldformen ved lige. Men jeg kan ikke leve et normalt liv. Jeg kan stå op klokken 3 eller 4 om natten, fordi jeg er så stresset. De her dæmoner i mig har ødelagt alt for mig.«

Læs søndag, hvordan Adnan Mohammad lånte penge af sine holdkammerater og træner for at betale sin store spillegæld tilbage.

Lider du af spilafhængighed/ludomani - eller frygter du, at du gør det? Der er hjælp at hente på ludomani.dk eller på 70 11 18 10.